Dronningen anetavle - tronfølge

Dansk tronfølgelovgivning siden 1660

Valgkongedømme
Indtil 1660 var Danmark et valgkongedømme, d.v.s. hver eneste konge siden Gorm den Gamle var blevet valgt som konge og oprindeligt kåret på landstingene. Dette forhold har i flere perioder været sat ud af spillet ved borgerkrige, eller ved at den siddende konge har fået sin søn kåret som medkonge og arvtager. For Danmarks vedkommende har alle konger (bortset fra Magnus den Gode) været efterkommere af Gorm den Gamle - ofte gennem kvindelinier.
Kongens magt var ofte i modstrid med en stærk adelsopposition, og han har måttet underskrive en - til tider hård - håndfæstning, hvori hans magtbeføjelser og adelens (stormændenes) friheder og privilegier blev beskrevet. Årligt blev der siden 1282 afholdt Danehof med ”rigets bedste mænd”, og fra Danehoffet udviklede sig Rigsrådet med et lille udvalg fra adelens kreds til at besætte de højeste administrative embeder.

Stændermødet og arvehyldningen 1660
Efter svenskekrigene 1658-1660 var landet - trods en militær sejr til sidst - et forarmet land på fallittens rand. Store områder af landet var efterladt i stor nød på grund af fjendens hærgen, og statsgælden var steget voldsomt. I september 1660 indkaldtes til et stændermøde i København bestående af adelige, gejstlige og borgerlige.
Adelen var svækket, bl.a. på grund af dens valne holdning under svenskekrigene med at stille soldater, og fra borgerstandens side ønskedes adelen frataget alle dens privilegier. Borgerstanden var interesseret i en stærk kongemagt (kongens tapperhed og popularitet, ”Jeg vil dø i min rede”) og 8. oktober 1660 vedtog de borgerlige og gejstlige deputerede at indføre arvekongedømmet, hvor forslaget fik støtte fra en meget svækket adel. Det oldenborgske kongehus fik således arveret til Danmarks trone. – Frederik III. blev 18. oktober på slotspladsen hyldet som Danmarks arvekonge.
På grund af stor uenighed mellem borgerstanden og adelen overdroges det til Frederik III. at udarbejde en ny forfatning. Det blev dog ikke gjort umiddelbart, og stænderforsamlingen opløstes i december. Kongen regerede herefter enevældigt. En Enevolds-Arveregeringsakt udsendtes i januar 1661 og fastslog Frederik IIIs enevældige regeringsmagt og endelige arveret til Danmark og Norge.

Kongeloven
Frederik III. ønskede det formelle lovgrundlag for enevælden og arveretten udarbejdet og foranledigede flere udkast lavet. Det endelige udkast blev udarbejdet af kongens kammersekretær Peder Schumacher (senere adlet Griffenfeld).
Den 14. november 1665 blev Kongeloven underskrevet af Frederik III. Loven fastsatte, at kongens person var hævet over loven, og at udelukkende efterkommere af Frederik III. havde arveret til tronen. Arveretten var agnatisk succession, d.v.s. arveret fra mand til mand - og kun såfremt den mandlige linie uddøde arvedes gennem kvindelinier. Loven blev i første omgang holdt hemmelig og var kun kendt af en meget snæver kreds omkring kongen.

Arveret i hertugdømmerne
Hertugdømmerne Slesvig og Holsten var - på tværs af de to lande - delt i en række forskellige delhertugdømmer, dels under kongen, dels under de mange sidegrene af kongehuset, og arveretten fulgte de enkelte grenes egne regler. Dog havde Kongeloven en bestemmelse om, at hvad den danske konge besad eller erhvervede, skulle forblive udelt under Danmarks konge. Den gottorpske del af Slesvig blev inddraget under den kongelige del 1721, og de mange små hertugdømmer Nordborg, Sønderborg, Plön og Glücksborg, bortset fra Augustenborg, var alle fra 1779 under kongen, både hvad angik de slesvigske og de holstenske dele.
I Holsten var grevskaberne Pinneberg og Rantzau blevet inddraget under den kongelige del allerede 1640 og 1726. Den gottorpske del af Holsten blev 1773 mageskiftet med Rusland (hvor det gottorpske hertughus havde arvet czartronen), og tilbage var kun den augustenborgske linie med besiddelser på Als og omkring Gråsten. Mageskiftet 1773 med Rusland indeholdt dog kun et afkald til fordel for Christian VII. og broderen arveprins Frederiks mandlige efterkommere.
Holsten havde altid været og var stadig en del af Det tysk-romerske Rige, og den danske konge besad Holsten som len af den tysk-romerske kejser i Wien. Da dette rige blev opløst 1806 blev alle de tyske stater selvstændige lande, og 9. september 1806 udstedte kronprins Frederik (VI.) et patent om, at Holsten var en del af den danske konges udelte besiddelser. Underforstået var, at her gjaldt også Kongelovens bestemmelser om arveret.
Den augustenborgske hertuglinie havde, som næstældste linie af det oldenborgske kongehus, imidlertid vogtet over sin arveret i tilfælde af, at hovedlinien (den danske kongelinie) uddøde. Efter inkorporationen af Holsten 1806 ville en datter arve såvel kongeriget som Holsten og de kongelige dele af Slesvig. Efter Wienerkongressens fredsslutning 1815 fik den danske konge (Frederik VI.) tillige det tyske hertugdømme Lauenburg. Holsten og Lauenburg blev 1815 medlemmer af det nye Tyske Forbund.

Arvingerne
Debatten fra 1815 til 1852 var præget af ønsket om at bevare Helstaten, altså kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg under den samme regent. Allerede i disse år blev det forudset, at kongehusets direkte mandslinie ville uddø med Christian VIII.s søn, den senere Frederik VII. Arvinger efter Kongelovens bestemmelser var i nævnte rækkefølge Christian VIIIs bror prins Ferdinand, der ikke havde ægtefødte børn, og søstrene Juliane Sophie (død 1850), gift med Wilhelm Prinz von Hessen-Philippsthal-Barchfeld (død 1834), barnløs, og Louise Charlotte (død 1824), gift med Wilhelm Landgraf von Hessen-Kassel, og derefter hendes børn. Hvis døtrene skulle arve efter Kongeloven, ville Helstaten blive delt, idet arveretten til visse dele af Holsten ville overgå til augustenborgerne.
1845 nedsatte kongen en kommission til at se på arvespørgsmålet, og det førte i 1846 til, at kongen udsendte et åbent brev af 8. juli 1846 om arveforholdene i hertugdømmerne, hvoraf det fremgår, at Kongelovens arvefølge var gældende i Slesvig og Lauenburg, mens der var tvivl om visse dele af Holsten. Det åbne brev førte til et øjeblikkeligt brud med den augustenborgske hertuglinie - et brud, der aldrig blev helet.
Situationen førte også til, at augustenborgerne stillede sig på oprørernes side i Treårskrigen 1848-1850 og derved udelukkede sig selv fuldstændigt fra arvefølgen. Nogle efterfølgende besværlige forhandlinger helt frem til efteråret 1852 endte med undertegnelsen af en aftale om augustenborgernes frafald af arveret og erstatning for konfiskerede godser.

Londonprotokoller og arveafkald
Gennem 1840’rne havde Danmark agiteret og arbejdet blandt stormagterne for Helstaten, og under Treårskrigens sidste år opnåede Danmark tilslutning dertil i den såkaldte Londonprotokol af 2. august 1850 om den danske stats integritet underskrevet af stormagterne England, Rusland, Frankrig, Sverige-Norge og Østrig. Selve arveretten blev ikke afgjort.
Kongen og regeringen søgte i den følgende tid en afklaring af forholdene, idet deres kandidat var Louise Prinzessin von Hessen-Kassel og hendes mand Christian Prinz von Schleswig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg, hvor hun havde arveretten gennem sine ovennævnte forældre, men havde overdraget sine rettigheder til manden.
I den følgende tid blev der arbejdet på at få arveafkald fra mulige kandidater til tronen. Den første var den russiske czar som repræsentant for den ældste linie af de gottorpske hertuger, og afkaldet blev undertegnet i Warszawa-Protokollen af 5. juni 1851, hvor czaren gav afkald, for sig selv og sine mandlige efterkommere, til fordel for prins Christian (af Glücksborg).
18. juli 1851 indløb skriftligt afkald fra prinsesse Louises mor, Louise Charlotte og bror Friedrich Wilhelm Landgraf von Hassen-Kassel til fordel for hende, og Louise overdrog (samme dag) ved en Akceptations- og Forsikringsakt af 18. juli 1851 sine rettigheder til sin mand prins Christian af Glücksborg. Senere i efteråret 1851 indløb afkald fra endnu en søster til Luise, nemlig Marie, gift med Friedrich Prinz von Anhalt-Dessau, og hendes datter Adelheid, gift med Adolf Herzog von Nassau, Grossherzog von Luxemburg. Adelheids yngre, ugifte og umyndige søster Bathildis (gift 1862 med Wilhelm Prinz zu Schaumburg-Lippe) må have været omfattet af moderens afkald.
Efter indhentning af alle afkald ville Danmark skaffe europæisk godkendelse af arvefølgen, og ved Londontrakten af 8. maj 1852, undertegnet af England, Rusland, Frankrig, Østrig, Preussen og Sverige-Norge, aftaltes det at opretholde ”... det danske Monarkis Integritet ...” og at arveretten skulle gå ”... til Hs. Højhed Prins Kristian af Slesvig-Holstein-Sønderborg-Glücksborg og til den af denne Prinses Ægteskab med Hds. Højhed Prinsesse Louise af Slesvig-Holstein-Sønderborg-Glücksborg, født Prinsesse af Hessen, udsprugne Æt, efter Førstefødselsretten og fra Mand til Mand ...”. Derfor betegnedes Christian IX. ofte som ”Protokolprinsen”.

Rigsdagen
Tilbage stod nu kun at gennemføre tronfølgen i den danske lovgivning. Det voldte imidlertid megen besvær, da der indenrigspolitisk var meget modstand mod aftalen. Først efter to rigsdagsvalg i januar og april 1853 blev Tronfølgeloven af 31. juli 1853 vedtaget med det af stormagterne og Danmark aftalte indhold. Arveretten til Danmarks trone var herefter, at efter kong Frederik VII.s død skulle tronen overgå til Christian (IX.) og Luise og deres mandlige efterkommere. Tronfølgeloven af 1853 blev også underskrevet af Christian VIIIs bror prins Ferdinand (død 1863) som hans anerkendelse af det skete.

Senere ændringer
Under grundlovsforhandlingerne i 1938-1939 var der røster fremme om en arveretslig ligestilling af mænd og kvinder. Det blev undersøgt, om der efter aftalerne fra 1852-1853 skulle tages hensyn til de dengang underskrivende lande og de dengang arveberettigedes afkald. Det blev juridisk afklaret, at der ikke var noget hensyn. Grundlovsforslaget faldt dog ved folkeafstemningen.
Ved den fornyede grundlovsændring 1953 blev spørgsmålet om ligestilling igen taget op. Det blev endda foreslået at førstefødte, uanset køn, skulle arve. Det endte dog med, at forslaget fra 1939 uændret blev fremsat i Rigsdagen og uændret vedtaget som ny Tronfølgelov af 27. marts 1953. Arveretten blev indskrænket fra Christian IXs efterkommere til Christian X.s efterkommere, således at sønner stadig har forret fremfor døtre.
^{Kilder: DH8. DHSH1. DHSH2. DT1. HSD, side 390ff. LOA1. NN, side 729ff. PA, side 111ff.}