Dronningen anetavle - forekommende slægter

Forekommende slægter

En slægt er i følge almen genealogisk defineret opfattelse den samme slægt, når der regnes gennem mandslinien, og slægten består så længe, der fødes sønner, som kan føre slægten videre. Denne opfattelse har sammenhæng med, at oftest kun mandlige medlemmer havde arveret til embede, titel og besiddelse.
Slægten kan besidde og regere i forskellige fyrstendømmer og derfor bruge forskellige (efter)navne. Fyrstelige slægter har ofte deres oprindelige navn efter en borg, et gods eller et område, de ejede eller besad i tidlig middelalder.
Når vi i Danmark taler om de oldenborgske konger, tænker vi i almindelighed på kongerne fra Christian I til Frederik VII., der regerede i 415 år fra 1448 til 1863. Derefter følger de glücksborgske regenter fra Christian IX. til Margrethe II. Men slægtsmæssigt er det samme slægt, idet Christian IX. stammede i direkte mandslinie fra Frederik I, der er fælles stamfar til både de danske konger og de slesvigholstenske hertuger af Gottorp-linien og Sønderborg-linien. Foruden i Danmark og hertugdømmerne er og var den oldenborgske slægt regenter i Oldenburg, Sverige, Rusland, Grækenland og Norge.
Når der derimod tales om konger af Sverige, er der flere forskellige slægter, hvoraf de 3 forekommer i dronning Margrethes forslægt. Bortset fra Bernadotte-slægten havde de tidligere slægter, Wittelsbach og Oldenborg, arvet tronen gennem kvindelinier fra den foregående slægt.

I dronningens forslægt forekommer mange forskellige slægts- eller landenavne, men mange er af samme slægt. Nedenfor fortælles om de enkelte slægter i den rækkefølge, de talmæssigt er repræsenteret i de 10 generationer. De enkelte personer er medtaget for hver gang, de forekommer, d.v.s. gengangere i forslægten tæller med alle gange, de forekommer.
Kravet om standsmæssigt giftermål bevirkede, at der var et begrænset antal slægter til rådighed. Fyrsteslægterne, der havde titel af regerende fyrster, giftede sig stærkt indbyrdes, og over tre fjerdedele af forslægten udgøres af 31 forskellige af disse slægter, mens mindre end én fjerdedel udgøres af 125 andre slægter samt et få antal ukendte.

Hohenzollern: 191
Vel nok den mest kendte fyrsteslægt i Europa, sidst som tyske kejsere til 1918, og en slægt som gennem landet Preussen blev kendt for magt, autoritetstro og militarisme.
Slægten stammer fra grevskabet Zollern ved Hechingen i Sydtyskland, hvor slottet Hohenzollern i dag stadig er i familiens eje. De oprindelige besiddelser var fra ca. 1100 grevskaberne Zollern og fra ca. 1170 grevskabet Hohenberg. Denne linie af slægten uddøde 1486. Zollern erhvervedes allerede ca. 1290 af den schwabiske linie af slægten, mens Hohenberg ved liniens uddøen solgtes til andre fyrstehuse. Ved ægteskab fik Friedrich III. Graf von Zollern borggrevskabet Nürnberg (som Friedrich I.), der blev udgangspunkt for slægtens videre erhvervelse af andre territorier. Hans to sønner delte faderens besiddelser i en schwabisk linie og en frankisk linie. Den schwabiske linie blev bosiddende i Sydtyskland omkring stamslottet og erhvervede, dels ved køb, dels ved arv grevskaberne Haigerloch og Sigmaringen, der begge bestod indtil 1918, fra 1623 som rigsfyrster. I 1849 abdicerede begge fyrster, og landene erhvervedes af slægtningen fra den frankiske linie, nemlig kongen af Preussen.
I den frankiske linie erhvervede sønnesønnen Friedrich III. ved ægteskab markgrevskaberne Bayreuth og Kulmbach. Sønnen Friedrich IV. købte 1331 markgrevskabet Ansbach. Hans søn Friedrich V. ophøjedes 1363 i rigsfyrstestand. Sønnen Friedrich VI. forlenedes 1417 med markgrevskabet og kurfyrstendømmet Brandenburg, et af de største rigsfyrstendømmer i Det tysk-romerske Rige, og det blev herefter hovedområdet for slægtens besiddelser. Samtidigt mistede slægten efterhånden borggrevskabet Nürnberg, men bevarede de frankiske lande Ansbach og Bayreuth/Kulmbach som en enklave i hertugdømmet Bayern og brugtes til at give til yngre linier af slægten. 1525 fik slægten hertugdømmet Preussen, først som polsk len og fra 1660 som et uafhængigt land, der 1701 blev kongerige. Ved oprettelsen af Det tyske Kejserrige i 1871 blev kejserembedet arveligt for kongen af Preussen. Et medlem af slægtens schwabiske linie blev 1866 valgt til konge af Rumænien, hvor hans efterkommere regerede til 1947.
Slægten er udtryk for en opstigning i magt og besiddelser, som nok ingen anden tysk fyrsteslægt kan vise magen til.

Este, kaldet de yngre Welfer: 183
Den oprindelige Welferslægt kendes fra stamfaderen grev Welf I., død ca. 825, som tilhørte adelen i Frankerriget. Han blev greve i det nordlige Schweiz og sydlige Schwaben. Gennem hans søn og dennes to sønner erhvervedes større områder, både i Sydtyskland og i Burgund. Med de to sønner deltes slægten i en schwabisk linie og en burgundisk linie. Sidstnævnte blev konger af Burgund, men uddøde 1032.
Den schwabiske linie havde sine familiebesiddelser omkring Altdorf nord for Bodensøen. Det sidste medlem af denne linie, Welf III., blev 1047 hertug af Kärnten, men døde 1055, hvorved linien uddøde. Søsteren Kunigunde var gift med Alberto Azzo II. fra den italienske adelsslægt Este, opkaldt efter markgrevskabet Este. Deres to sønner, Welf I. og Fulco I., delte besiddelserne i en tysk og en italiensk linie.
Den italienske linie blev 1264 herrer over Ferrara, 1471-1498 hertuger (mistet til Pavestaten), og 1289 herrer over Modena, fra 1452 hertuger. Linien uddøde 1803 med den sidste hertug, Ercole III., der 1796 var blevet afsat af Napoleon.
Welf I., grundlæggeren af den tyske linie, blev 1070 hertug af Bayern og sikrede derved slægten opstigning til de højeste embeder i Det tysk-romerske Rige.
1136 blev Heinrich (X.), der var hertug af Bayern, desuden hertug af Sachsen og var derved den mægtigste rigsfyrste i Tyskland. Hans søn Heinrich (XII.) der Löwe udvidede stærkt besiddelserne i Nordtyskland, bl.a. med Braunschweig, men mistede det hele 1180 på grund af sine fortsatte bestræbelser på at udvide besiddelserne. Hans sønnesøn Wilhelm fik 1202 nogle af besiddelserne igen og blev greve af Lüneburg. Han var gift med Helene, datter af kong Valdemar I. den Store af Danmark, og hun blev herved stammoder til alle senere Welfer. Deres søn Otto I. blev 1235 af kejseren forlenet med Braunschweig og Lüneburg og dermed den første hertug i denne linie. Disse hertugdømmer var, i forskellige linier, i slægtens besiddelse, fra 1705 i kun to linier: Kurfyrstendømmet Hannover, der 1866 annekteredes af Preussen, og Braunschweig-Wolfenbüttel, hvor slægten uddøde 1884. Hannoverlinien arvede 1714 Storbritannien, hvor de sad på tronen indtil 1901.
Modsat foregående slægt er Welferne udtryk for en stor magt og indflydelse i middelalderens Tyskland, og slægten endte for godt 100 år med at miste alle sine tyske besiddelser til netop Hohenzollerne.

Brabant (Hessen): 157
Når fyrstehuset benævnes med dette navn, stammer det fra en senere erhvervelse, idet slægten stammer fra Giselbert, død ca. 877 som greve i Maasgau, et område i det nuværende Belgien og Luxemburg. En sønnesøn blev 936 hertug af Lothringen, hvilket dog mistedes ved hans død tre år senere, og dennes yngre bror Reginar II. blev ca. 890 greve af Hennegau, hvilken linie uddøde 1093, og Hennegau overgik til et andet fyrstehus. Reginar II.s yngre sønnesøn blev 1015 greve af Löwen (Louvain) i det nuværende Belgien, fra 1141 hertuger. 1191 ændredes navnet fra Löwen til hertugdømmet Brabant, og slægten blev samtidig rigsfyrster. 1287 erhvervedes også hertugdømmet Limburg. Hertuglinien uddøde i 1355.
Hertug Heinrich II. af Brabant var i sit 2. ægteskab gift med arvingen til en del af landgrevskabet Thüringen i det midterste Tyskland. Sønnen Heinrich I. das Kind arvede dette landområde, blev 1292 rigsfyrste som landgreve af Hessen og er stamfar til alle senere landgrever. Slægten regerede Hessen i to hoved-linier Hessen-Kassel indtil 1866, da det annekteredes af Preussen, og Hessen-Darmstadt indtil 1918. Ved Finlands selvstændighed i 1918 valgtes et medlem af slægten til finsk konge, men han frasagde sig tronen ved Tysklands sammenbrud samme år.

Wettin: 157
En slægt, der stammer fra Thüringen-området, og som ca. 1000 blev grever af Wettin, heraf navnet. Slægten erhvervede 1046 markgrevskabet Niederlausitz og 1089 markgrevskabet Meissen. Niederlausitz og Wettin fortsatte i en yngre linie, der uddøde 1290, hvorefter Wettin tabtes, mens Niederlausitz allerede 1210 overgik til hovedlinien, der i forvejen havde Meissen. Ved arv erhvervedes 1264 landgrevskabet Thüringen. Niederlausitz solgtes 1304 til Brandenburg, hvorefter Meissen og Thüringen blev stamlandene.
1423 forlenedes slægten også med hertug- og kurfyrstendømmet Sachsen-Wittenberg og blev derved kurfyrster af Sachsen. Det samlede område blev, i mange forskellige linier, regeret indtil 1918. I nyere tid opnåede slægten at blive konger i andre europæiske lande, nemlig fra 1831 valgt i Belgien, ved arv 1901 i Storbritannien, ved arv 1853-1910 i Portugal og ved valg 1887-1946 i Bulgarien.

Oldenburg: 119
Slægtens ældst kendte stamfader er Egilmar I. før 1108 greve i Lerigau i området sydvest for Bremen. Fra sin onkel Huno arvede han også Oldenburg-området, og herved grundlagdes slægtens stamområde med sæde i Oldenburg. Ved en arvedeling 1142 opstod den ældre linie Wildeshausen-Bruchhausen, der mistede sine områder ved liniens uddøen 1388, og den yngre linie Oldenburg, der besad grevskabet, fra 1180 som rigsgrever, indtil sin uddøen 1667. Gennem en uægte, men legitimeret, søn levede linien videre til 1800.
Fra den yngre linie blev grev Christian VI. af Oldenburg 1448 valgt til konge af Danmark som Christian I. og grundlagde derved et kongeligt dynasti, der efterhånden kom til at sidde på mange af Europas troner. Den oldenborgske slægt sidder stadig på Danmarks trone, dog fra 1863 gennem den glücksborgske sidelinie. Kort efter overtagelsen af den danske trone i 1448 valgtes han 1449 til konge i Norge, 1457 til konge i Sverige og 1459 til hertug i Slesvig og Holsten. Sverige mistedes af sønnesønnen Christian II. i 1521 efter Det stockholmske Blodbad. Hertugdømmerne Slesvig og Holsten blev fra 1544 delt i mange, ofte komplicerede, dele blandt slægtens yngre medlemmer. Efter Napoleonskrigene 1814 mistedes Norge til Sverige (der i øvrigt regeredes af slægtens gottorpske linie), men fik til gengæld hertugdømmet Lauenburg øst for Hamburg, der efter krigen 1864, sammen med Slesvig og Holsten, mistedes til Preussen og Østrig. Ved den oprindelige slægts uddøen i grevskabet Oldenburg 1667 arvedes grevskabet af den danske kongelinie, der gennem de gottorpske sidelinier blev hertuger, fra 1829 storhertuger, af Oldenburg indtil 1918.
Ved arv blev den gottorpske linie 1751 konger af Sverige indtil den sidste konge, Karl XIII., døde i 1818. Han nåede også 1814-1818 at være konge af Norge. Ligeledes ved arv blev slægten 1739 czarer af Rusland, og var det indtil revolutionen i 1917.
I nyere tid er medlemmer af slægtens danske kongelinie valgt til konger i Grækenland, hvor de havde tronen 1863-1967(1974) og i Norge fra 1905. Som en kuriositet kan nævnes, at når prins Charles i Storbritannien bliver konge, vil de britiske konger også være af den oldenborgske slægt, idet faderen prins Philip tilhører det græske kongehus.

Nassau: 88
Slægten kendes fra ca. 1100 med en grev Dudo af Laurenburg, der byggede borgen Nassau nord for Mainz og tog navn efter det. Slægten erhvervede en række områder der og fik også ved arv andre områder. Slægten blev 1251 delt i to hovedlinier, der hver især var delt i en række mindre fyrstendømmer.
Den ældre walramske linie, fra 1688 rigsfyrster, fik 1806 sine områder ophøjet til hertugdømmet Nassau, der 1866 blev annekteret af Preussen. Den sidste hertug, Adolf, blev 1890 storhertug af Luxemburg, men slægtslinien uddøde med barnebarnet Charlotte i 1985.
Den yngre ottonske linie, fra 1652 rigsfyrster, arvede 1403 ved ægteskab store besiddelser i Nederlandene, der efterhånden blev liniens virkeområde. Medlemmer valgtes til statholdere i de nederlandske provinser. I 1530 arvede linien også det lille fyrstendømme Orange (Oranien) i Sydfrankrig, hvilket dog igen mistedes 1708. Efter Napoleons-krigene afstod linien 1815 sine tyske besiddelser til Preussen og valgtes samtidigt til konge af Nederlandene (Holland og Belgien indtil 1831) og hertug af Luxemburg, der 1890 blev afstået til den ældre linie. Den yngre linie uddøde 1962 med dronning Wilhelmine.

Mecklenburg: 86
Slægten er udgået fra folkeslaget obodritterne, som boede ved østersøkysten, og var den eneste slaviske fyrsteslægt i Tyskland. I forskellige krige erobredes 1164 borgen Mecklenburg, der blev slægtens nye residens og deraf navnet på hele fyrstendømmet. 1170 blev de rigsfyrster. I forskellige linier regerede slægten indtil 1918.

Wittelsbach: 76
Slægten kaldes også Luitpoldinger efter Luitpold, der fra ca. 895 var greve i Kärnten og området omkring Donau i Bayern. Med hans to sønner og deres efterkommere blev slægten lejlighedsvis hertuger af Bayern, af Kärnten og af Schwaben. Samtidigt blev slægten grever i forskellige besiddelser i det nuværende Bayern, men disse linier er alle uddøde, den sidste i 1327. En yngre Luitpold grundlagde slægtslinien Babenberg, opkaldt efter byen Bamberg, blev 976 markgreve af Østrig og hans efterkommere besad Østrig til deres uddøen 1299.
En anden linie var bl.a. grever af Wittelsbach, der har givet navn til den eneste overlevende linie af Luitpoldingerne. Denne linie blev med Otto I. hertuger af Bayern 1180. Ved vielse erhvervedes 1227 pfalzgrevskabet ved Rhinen (Pfalzgrafschaft am Rhein). Efter Ludwig II.s død 1294 deltes Bayern og pfalzgrevskabet mellem to hovedlinier.
Hertugerne af Bayern, fra 1623 kurfyrster, uddøde 1777 og arvedes af den anden linie. Linien i Bayern var 1377-1436 ved arv grever af Holland.
Linien til pfalzgrevskabet blev 1329 kurfyrster af Pfalz, men besiddelserne var meget splittet mellem yngre linier, der dog alle uddøde. Den overlevende li-nie deltes 1654 i en yngre linie, der uddøde 1968. Den ældre linie, der 1777 arvede Bayern, blev 1806 konger og regerede til 1918. Linien blev ved arv konge af Sverige 1654-1720, ligesom den tidligere havde været konge af Danmark 1440-1448. Ligeledes var slægten konge af Grækenland 1832-1862.
En uægte søn af kurfyrst Friedrich I. af Pfalz tildeltes 1488 grevskabet Löwenstein-Wertheim, fra henholdsvis 1711 og 1812 fyrster i to linier.

Askanien: 58
Slægtens navn er baseret på en mytologisk afstamning, nemlig fra Askanius, søn af trojaneren Æneus, der anses for en af Roms grundlæggere. Den romerske Vergil (70-19 f.Kr.) har skrevet om Æneus i sit værk Æneiden.
Slægten stammer fra Adalbert von Ballenstedt, der kendes fra ca. 1000. Allerede fra tidlig middelalder erhvervede slægten, dels ved ægteskaber, dels ved forleninger store områder. Adalberts to oldebørn blev henholdsvis hertug af Sachsen 1111 og greve af Orlamünde 1100. Albrecht der Bär, søn af hertugen af Sachsen, fik 1134 markgrevskabet Brandenburg og dennes søn Bernhard blev greve af Anhalt. Slægten var markgrever af Brandenburg indtil liniens uddøen 1356, grever af Orlamünde indtil denne linies uddøen ca. 1486 og hertuger og kurfyrster af Sachsen til 1689. Den eneste overlevende linie var de senere fyrster af Anhalt, der i forskellige linier regerede til 1918. Gennem Katharina II. regerede slægten i Rusland 1762-1796.

De følgende slægters historie er stort set identisk med det land, de regerede og kan ses under beskrivelsen af de enkelte territorier eller slægter længere fremme i bogen.

Hanau: 55
Vögte von Weida (alle grene af Reuss): 36
Zähringer (alle grene af Baden): 36
Grafen zu Solms (alle grene): 35 Württemberg: 35
Grafen im Saargau (alle grene af Leiningen-Dachsburg): 34
Schwarzburg: 29
Schenken von Erbach (alle grene af Erbach): 27
Waldeck: 25
Herren von Weikersheim (alle grene af Hohenlohe): 23
Stolberg, også kaldet Herren von Vockstedt (alle grene): 23
Öttingen: 21
Bernadotte (Bernadotte og konger af Sverige): 18
Urslingen (Rappolstein): 14
Ahlefeldt: 12
Beauharnais (Beauharnais og Leuchtenberg): 12
Schönburg: 12
Kettler (Kurland): 11
Promnitz (alle grene): 11
Herren von Steusslingen (Barby und Mühlingen): 11
Thurn und Taxis: 11
Clary: 10
Geyer: 10

De resterende slægter i dronningens forslægt forekommer alle færre end 10 gange og er fordelt på 123 forskellige slægter eller ukendte.
^{AT11. AT12. GK.}

Begreber, fyrstendømmer og slægter

Det tysk-romerske Rige
Dronning Margrethe II.s forslægt i de 11 generationer kommer stort set alle fra fyrstendømmer eller kongeriger i Nordeuropa. Lande, som vi i dag næsten alle kender som selvstændige stater: Danmark, Sverige, Storbritannien, Rusland, Nederlandene (Holland) og Tyskland. De fire første lande kræver ikke en nærmere forklaring, da de i de sidste 1000 år har eksisteret som rigsenheder. De enkelte lande kan tidligere have omfattet større eller mindre territorier, og landenes nuværende omfang er et resultat af historiens proces.

Tyskland har derimod kun været en rigsenhed fra 1918. Indtil dette år var landet delt i en række større eller mindre fyrstendømmer, gejstlige territorier og rigsbyer.
Karl den Stores rige omfattede fra omkring år 800 det nuværende Frankrig, Tyskland, Belgien, Holland, Luxemburg, Østrig, Schweiz og Norditalien. Han indsatte grever som lokale embedsmænd, der repræsenterede kejseren i de områder, der umiddelbart var underlagt kejseren. Titlen ”greve” var oprindeligt en embedstitel, og embedet var ikke arveligt, selvom det i mange tilfælde var de samme slægter, der havde embedet i samme område. Ved Frankrig og Tysklands permanente adskillelse i 887 fortsatte forvaltningssystemet i Tyskland. Som en del af den tyske konges landområder eksisterede de oprindelige 5 stammehertugdømmer Sachsen, Bayern, Schwaben, Lothringen og Franken.
I kongens, fra 962 den tysk-romerske kejsers, områder opnåede greverne efterhånden arvelighed, egen jurisdiktion og forvaltningsret og en del af dem ophøjedes til fyrstendømmer. Fra deres kreds udpegedes fra omkring 1215 kurfyrsterne, som havde eneret til at vælge kejseren, et system som fortsatte til 1806. Den rigsumiddelbarhed, som opnåedes ved en forlening fra kejseren, omfattede efterhånden ikke kun fyrstendømmer eller grevskaber. Kejserens forlening kunne gives til byer (rigsbyer), klostre, biskopper og herskabsområder (hvor en adelsmand regerede).
Retten til at regere gik som regel i arv til alle sønner, hvor mange fyrstendømmer blev delt i flere delfyrstendømmer, f. eks. Anhalt-Dessau, Anhalt-Köthen, Anhalt-Zerbst og Anhalt-Bernburg. I nogle af landene indførtes senere førstefødselsretten for at undgå en yderligere splittelse. Hvis en gren af slægten uddøde, faldt området som regel tilbage til hovedlinien. Ved Det tysk-romerske Riges opløsning i 1806 bestod Tyskland af 294 rigsområder plus 30 andre territorier. Efter Napoleonskrigene og nyordningen af Tyskland bestod Tyskland indtil 1918 af 26 stater, der dog fra 1871 dannede Det tyske Rige med kongen af Preussen som tysk kejser.
Til militær beskyttelse af Det tysk-romerske Rige blev landet 1500 inddelt i 6 og fra 1512 i 10 rigskredse, der oprindeligt var en art valgkredse til rigsregeringen og til rigskammerretten, men senere skulle de tage sig af forsvaret i deres respektive dele af Tyskland. Hver kreds var ledet af en kredsoberst som militær øverstbefalende og skulle bl.a. tage sig af hvervninger til rigshæren. Som en kuriøsitet kan nævnes, at den danske konge Christian IV. fra 1618, under Trediveårskrigen, i kraft af hertugdømmet Holsten, var kredsoberst for Den nedersachsiske Kreds, men med katastrofale følger.


De europæiske krige og dronning Margrethes forslægt
Som adelig og fyrstelig (mandlig) person var det en del af opdragelsen og uddannelsen, at den også omfattede en militær uddannelse. Hvis personen var yngre søn i slægten uden udsigt til at arve regeringsmagten, var militæret i langt de fleste tilfælde den valgte løbebane. I dronningens forslægt havde man-ge af anerne en høj militær rang og deltog i tidens krige og slag, ikke kun ”ved skrivebordet” men også som aktive i felten, og en del fandt også døden på slagmarken.
I beskrivelsen af de enkelte personer er der henvist til en bestemt krig eller slag uden, at der er nærmere redegjort for baggrunden for krigen. Derfor er her efterfølgende nævnt og beskrevet de vigtigste og betydelige krige i Europa fra Trediveårskrigen 1618-1648 til Den fransk-tyske Krig 1870-1871.

Trediveårskrigen 1618-1648
Krigen havde rod i uenigheden mellem protestanter og katolikker i Tyskland, hvor fyrsterne var delt mellem de to trosretninger. Kejseren i Wien var katolik og medlem af den i 1609 stiftede Katolske Liga til forsvar af katolicismen. I 1608 havde protestantiske fyrster dannet den Protestantiske Liga. I 1617 indsatte kejseren et rent katolsk statholderråd i det protestantiske Böhmen, og i 1618 trængte en ophidset folkemængde ind på slottet i Prag og smed rådsmedlemmer ud af vinduet. Det blev starten til en europæisk storkrig, men indtil 1625 var det faktisk en borgerkrig i Tyskland, hvor katolikker havde overtaget i kraft af fremragende hærførere.
1625-1629 udkæmpedes krig med Danmark (protestantisk): slaget ved Lutter am Barenberge 1626 og Wallenstein-krigen (katolikker) hvor Jylland blev besat 1627-1629. Lübeck-freden 1629.
Fra 1630 kæmpede Sverige på protestanternes side og var indtil 1645 den ledende modstand mod katolikkerne: Slaget ved Breitenfeld 1631 (Trediveårs-krigens største og blodigste slag), slaget ved Lützen 1632 (hvor den svenske konge Gustav Adolf faldt).
Fra 1635 deltog Frankrig på protestanternes side imod kejseren og indgik 1638 et forbund med Sverige: slaget ved Kempten 1642, slaget ved Tuttlingen 1643 og slaget ved Nördlingen 1645.
Fredsforhandlinger åbnedes 1641 på dansk initiativ i Osnabrück mellem Sverige og kejseren og i Münster mellem Frankrig og kejseren.
Afsluttedes 1648 med Den vestfalske Fred: Katolicismen og protestantismen må leve side om side i Tyskland samt kejserens anerkendelse af de tyske fyrstendømmers suverænitet som de væsentlige aftaler.
(ane nr. 1068 og 1364)

Den polsk-russiske-svenske Krig 1654-1660
Et ukrainsk oprør begyndt 1648 mod det polske styre udløste 1654 en krigserklæring fra Rusland. Samtidig var arvespørgsmålet til svenske trone (Vasa-slægten i Polen gjorde krav på tronen) anledning til, at Sverige 1655 greb ind i krigen, og samtidig tvang Brandenburg med på Sveriges side: Slaget ved Warszawa 1656, hvor Sverige slog en polsk hær. Rusland brød samme år med Sverige og angreb svenske besiddelser i Ingermandland (Estland og Letland). Brandenburg brød med Sverige 1657 og sluttede forbund med Polen og Danmark (se nedenfor under Karl Gustav-krigene).
Afsluttedes med freden i Oliwa 1660 mellem Polen og Sverige, hvor Sverige fik lov til at beholde sine nordtyske besiddelser samt freden i Kardis 1661 mellem Rusland og Sverige, der opretholdt status quo.
(ane nr. 1062, 1070, 1130, 1364 og 1434)

Karl Gustav-krigene 1657-1660
Med baggrund i Sveriges vanskeligheder i den polske krig og ønsket om at erobre tabte provinser tilbage erklærede Danmark 1657 Sverige krig. Sverige afbrød straks sit polske felttog og angreb Danmark, der indgik forbund med Polen og Brandenburg og samtidigt angreb svenske besiddelser i Nordtyskland.
Svenskernes overgang på isen til Fyn og Sjælland 1658 førte til Freden i Roskilde, hvor Danmark afstod Skåne, Halland og Blekinge, dele af Norge samt Bornholm.
Samme år brød den svenske konge freden og besatte hele Danmark, der imidlertid fik hjælp af Brandenburg, Polen og Østrig. Efterhånden erobredes Jylland og Fyn tilbage (slaget ved Nyborg 1659) og stormen på København 1659, der endte med svenskernes sammenbrud.
Afsluttes med freden i København 1660, hvor Sverige afleverede Bornholm samt Norge, men ikke Skåne, Halland og Blekinge.
(ane nr. 1062, 1070, 1434 og 2000)

Krige mellem Tyrkiet og Østrig (og resten af Europa) 1663-1697
I 1663 erklærede den tyrkiske sultan hellig krig mod kejseren og Østrig: slaget ved Sankt Gotthard 1664, hvor Østrig sejrede, tyrkisk belejring og erobring af Kandia (Iraklion) på Kreta 1669.
Pause til 1683, hvor belejringen af Wien og slaget ved det nærliggende Kahlenberg fandt sted. Her slukkedes tyrkernes drøm om at erobre Østrig og Europa for bestandig.
Enkelte mindre slag i de følgende år, bl.a. slaget ved Beograd 1688 og ved Zenta i Ungarn 1697, hvor tyrkerne begge steder led nederlag. Seneste betydende slag var ved Beograd 1717, hvor tyrkerne led nederlag og byen erobredes.
(ane nr. 282, 356, 496, 602, 708, 904, 932, 940, 1104, 1146, 1472, 1624, 1882)

Fransk-nederlandske Krig 1672-1679
Frankrigs misundelse over Nederlandenes blomstrende handel medførte i 1672 en krigserklæring fra Frankrig og dets allierede Storbritannien, Bayern, kurfyrsten af Köln og biskoppen af Münster. Sverige støttede hemmeligt dette forbund. Nederlandene sluttede forbund med Brandenburg og fik 1673 tilsagn om militær hjælp fra Danmark, såfremt andre lande (læs: Sverige) tilsluttede sig Nederlandenes fjender. Kejserlige-brandenburgske tropper marcherede 1673 op ved Rhinen og truede Frankrig.
Fredsaftale mellem Storbritannien og Nederlandene 1674 i Westminster.
Kejseren sendte 1674 en rigskrigserklæring til Frankrig og samme år gik Sverige ind i krigen på Frankrigs side ved at angribe Brandenburg: Slaget ved Türckheim 1675, slaget ved Fehrbellin 1675.
Storbritannien forsøgte mægling 1678, hvilket Frankrig afviste og truede derefter med at gå ind i krigen mod Frankrig.
Afsluttedes med freden 1678 mellem Frankrig og Nederlandene på grundlag af status quo og freden i Nijmegen i februar 1679 mellem Frankrig og Tyskland, freden i Saint Germain i juni 1679 mellem Frankrig og Brandenburg og freden i Fontainebleau i august 1679 mellem Frankrig og Danmark.
(ane nr. 458, 712, 1062, 1072, 1374, 1434 og 2000)

Skånske Krig 1675-1679
Ifølge aftalen med Nederlandene under den Fransk-nederlandske Krig angreb og besatte Danmark, sammen med Brandenburg, de svenske besiddelser i Nord-tyskland. 1676 blev Sverige angrebet i Skåne med henblik på en tilbageerobring af de gamle provinser.
Slaget ved Lund 1676, hvor Sverige i et blodigt slag slog Danmark, søslaget i Køge Bugt 1676, hvor Niels Juel slog den svenske flåde.
Afsluttes med freden i Fontainebleau i august 1679 (se ovenfor).
(ane nr. 524, 676 og 1410)

Pfalziske Arvefølgekrig 1688-1697
Det kurpfalziske fyrstehus uddøde 1685, og en anden gren af slægten Wittelsbach arvede kurfyrsteværdigheden. Frankrig rettede imidlertid et arvekrav, idet den sidste kurfyrstes søster var gift med en fransk prins. 1688 angreb Frankrig uden varsel Tyskland. England, Spanien, Savojen og Nederlandene erklærede også Frankrig krig og var aktivt med i krigen.
Slaget ved Fleurus i Nederlandene 1690, hvor Frankrig slog en tysk hær, slaget ved Marsaglia i Savojen 1693, hvor Frankrig slog en savojansk hær.
Afsluttedes med freden 1696 mellem Savojen og Frankrig og med freden i Rijswijk i Nederlandene 1697 mellem Frankrig og alle andre. Frankrig måtte aflevere Lothringen til den gamle hertugslægt, ellers mest status quo.
(ane nr. 716, 1202 og 1882)

Store nordiske Krig 1700-1721
Et polsk-sachsisk (samme konge) angreb på den svenske Riga i Livland 1700 mislykkedes, men blev signalet til Danmarks besættelse af hertugdømmet Gottorp samme år. Sverige, allieret med Gottorp, landsatte en hær på Sjælland, men de tre lande blev tvunget af stor-magterne til fred.
Rusland erklærede samme år krig mod Sverige, hvorefter Sverige førte en hær til Rusland: slaget ved Narva 1700, hvorefter Sverige også angreb Polen-Sachsen, slaget ved Kliszów i Polen 1702, slaget ved Poltava 1709, hvor den svenske hær gik i opløsning.
Danmark erklærede 1709 Sverige krig og invaderede 1710 Skåne, men blev slået, og Polen-Sachsen angreb igen svenske besiddelser i Nordtyskland. 1713 erklærede flere nordtyske stater Sverige krig.
I Danmarks krig hærgede Tordenskjold i svenske farvande, bl.a 1716 i Dynekilen, og Sverige belejrede fæstningen Frederikssten i Norge 1718, hvor den svenske konge Karl XII. blev dræbt.
Afsluttedes med freden 1719 mellem Sverige og Hannover(-Storbritannien), hvor Sverige måtte afstå sine tyske fyrstendømmer Bremen og Verden. Freden i Stockholm 1720 mellem Sverige og Preussen, hvor Sverige måtte afstå en stor del af Svensk-Pommern, og samme år på Frederiksborg Slot mellem Sverige og Danmark, uden at Danmark fik noget ud af det, samt freden i Nystad 1721 mellem Sverige og Rusland, hvor Sverige måtte afstå sine baltiske provinser Livland, Estland og Ingermanland.
Samtidigt annekterede Danmark hertugdømmet Gottorp.
(ane nr. 336, 470, 704, 918 og 992)

Spanske Arvefølgekrig 1702-1714
Karl II. af Spanien døde 1700 uden mandlige arvinger, men han havde indsat den franske konge Ludvig XIVs yngste søn Filip (spansk konge 1700-1746) som universalarving. Frankrig brød ved sin accept nogle indgåede aftaler, og 1702 fulgte en krigserklæring fra de allierede magter Tyskland (kejseren), Storbritannien og Nederlandene samt 1703 også Portugal.
Slaget 1702 ved Luzzara i Norditalien (uafgjort), slaget ved Blenheim (Höchstädt) 1704 (hvor de allierede vandt over Frankrig), slaget 1706 ved Ramillies i Nederlandene (med samme resultat), slaget 1709 ved Malplaquet (uafgjort).
Afsluttedes 1713 med freden i Utrecht mellem Frankrig og de allierede (undtagen Tyskland), hvor Frankrig måtte afstå nogle af kolonierne i Amerika til Storbritannien, og Spanien måtte afstå De spanske Nederlande til Østrig, og til gengæld beholdt Filip den spanske trone.
1714 blev Utrechtfreden underskrevet af Tyskland, og Spanien måtte afstå sine italienske fyrstendømmer til Østrig.
(ane nr. 368, 512, 532, 918, 992, 1104 og 1200)

Østrigske Arvefølgekrig 1740-1748
I 1740 døde den tyske kejser Karl VI., der også var ærkehertug af Østrig, uden mandlige arvinger. Tronen var bestemt for hans datter Maria Theresia, men arvespørgsmålet udløste en krig, dels om kejserværdigheden og dels om arvefølgen i Østrig. De større tyske stater Sachsen, Bayern og Preussen sluttede forbund med Frankrig og Spanien.
Særfred 1742 mellem Østrig og Preussen, hvor Østrig afstod Schlesien. Storbritannien indtrådte i krigen på Østrigs side.
Afsluttedes med freden i Aachen 1748, hovedsagelig baseret på status quo.
(ane nr. 266)

Den preussiske Syvårskrig 1756-1763
Storbritannien og Frankrig havde fra 1750 en række mindre militære sammenstød i kolonierne i Nordamerika, og 1754 skød den 22-årige major George Washington (senere første amerikanske præsident) en fransk officer i Ohio. Det øgede spændingen mellem de to lande og gav anledning til en række aftaler i Europa mellem forskellige lande.
1755 indgik Storbritannien aftale med Rusland, men brød den året efter ved en aftale med Ruslands fjende, Preussen. 1756 indgik de to gamle arvefjender Østrig og Frankrig en aftale, der tilsluttedes af Rusland. 1757 erklærede kejseren krig mod Preussen.
Krigen var kendetegnet ved Preussens næsten ene kamp mod modstanderne og af mange slag forskellige steder ved alle fronter. Krigen blev også en verdenskrig i den forstand, at Storbritannien og Frankrig udkæmpede den i deres kolonier, både i Indien og Amerika.
Afsluttedes med freden i Paris 1763 og Preussens direkte fred samme år med Østrig og Sachsen på slottet Hubertusburg i Sachsen. Frankrig afstod stort set alle kolonier i Indien og Amerika, men fred i Europa på basis af status quo.
(ane nr. 130, 178 og 300)

Revolutionskrigene 1792-1802
Den franske revolutions udbrud 1789 og de følgende års uro i Frankrig bevirkede, at de øvrige europæiske lande så til med stigende uro og foretog oprustninger, placerede soldater ved grænsen til Frankrig samt indgik forbund med hinanden. Revolutionskrigene var egentlig delt i to krige:
1. Koalitionskrig 1792-1797: 1792 fulgte Frankrigs krigserklæring til Østrig, der fik hjælp af andre lande.
Artilleriduellen ved Valmy 1792, hvor franskmændene slog Preussen, slaget ved Neerwinden i Belgien 1793, hvor de franske tropper blev drevet tilbage til Frankrig af østrigske tropper, slagene ved Turcoing og Fleurus 1794, hvor franskmændene i begge slag besejrede Østrig. Efter endnu en række franske sejre over Østrig i 1796 og 1797 omdannedes Frankrigs nabolande til republikker i revolutionens ånd: Bataviske Republik (Holland), Lombardiske Republik (Norditalien), Liguriske Republik (Genova) og Cisalpinske Republik (en række italienske fyrstendømmer).
Afsluttedes 1797 med en række fredsaftaler mellem Frankrig og de fjendtlige nabolande. Især freden med Østrig i Campo Formio fik betydning, da den var grundlaget for nyordningen af Tysklands struktur i 1803.
2. Koalitionskrig 1798-1802: Frankrig besatte Pavestaten og senere Schweiz, der begge blev omdannet til republikker, ligesom Syditalien besattes 1798 og også omdannedes, derefter Napoleons felttog til Egypten.
Efter Frankrigs nye krigserklæring til Østrig 1799 samlede en række lande sig i en koalition med Storbritannien som det ledende land. Flere slag, især i Norditalien og Østrig, hvor Frankrig til sidst blev sejrherre.
Afsluttedes med freden i Luneville 1801 mellem Østrig og Frankrig. Frankrigs grænse til Tyskland blev Rhinen fra Schweiz til Nordsøen samt en bestemmelse om en nyordning af Tysklands mange små fyrstendømmer. Freden 1802 i Amiens mellem Frankrig og Storbritannien uden væsentlige landafståelser.
(Rusland, Sverige, Preussen og Danmark indgik 1800 et væbnet Neutralitetsforbund, vendt mod Storbritannien, hvorefter Storbritannien i april 1801 angreb Danmark i Slaget på Rheden.)
(ane nr. 72, 74, 178 og 410)

Napoleons-krigene 1805-1815
Efter Napoleons greb om nabolandene som franske lydstater dannedes 1805 en koalition (3. koalition) bestående af Storbritannien, Rusland, Sverige og Østrig, og deres oprustning blev af Frankrig betragtet som en krigserklæring.
Trekejserslaget 1805 ved Austerlitz, hvor Napoleon vandt en af sine største militære sejre og sluttede fred med Østrig i Pressburg (Bratislava i Slovakiet). 1806 indtrådte Preussen i koalitionen, men blev slået ydmygende af Napoleon i dobbeltslaget ved Jena og Auerstädt. De fleste tyske småstater tilsluttede sig Napoleon.
Slaget ved Friedland 1807 mellem Rusland og Frankrig og efterfølgende fredsaftale i Tilsit, hvor Brandenburg/ Preussen måtte afstå en stor del af territoriet til oprettelse af kongeriget Westfalen og storhertugdømmet Warszawa.
Efter Storbritanniens bombardement af København i 1807 (som modtræk til Napoleons fastlandsspærring) erklærede både Danmark og Rusland krig mod Storbritannien, og Rusland angreb (som Napoleons formelle forbundsfælle) Sverige, erobrede og fik Finland.
1809 indtrådte Østrig igen i krigen mod Frankrig, men efter 5 slag, der alle blev vundet af Frankrig, måtte Østrig indgå den ydmygende fred på slottet Schönbrunn, hvor det afstod enorme landområder.
1812 angreb Napoleon Rusland og måtte herefter indtil 1814/1815 lide en række nederlag, der efterhånden tvang ham tilbage bag Frankrigs grænser, bl.a. Folkeslaget ved Leipzig 1813 og det endelige slag ved Waterloo i Belgien 1815.
Afsluttedes med Wiernerkongressen 1814-1815, hvor der især skete en nyordning af Polen, Nederlandene og Tyskland, samt at Danmark måtte afstå Norge til Sverige.
(ane nr. 38, 56, 72, 74, 76, 78, 79, 80, 94 og 410)

Treårskrigen i Slesvig-Holsten 1848-1850
Under indflydelse af de revolutionære bevægelser i Europa og slesvigholstenernes ønske om en egen regering udløstes et militært oprør mod Danmark 1848.
Under en kortvarig hjælp fra Preussen fik oprørerne initiativet, men efter slagene ved Fredericia 1849 og slaget ved Isted 1850 nedkæmpede Danmark oprøret.
Afsluttedes med fredsaftalen mellem Preussen og Danmark 1850.
(ane nr. 20 og 30)

Krimkrigen 1853-1856 Rusland forsøgte i 1853 at vinde stormagterne for en deling af Tyrkiet, men angreb og besatte uden varsel Tyrkiets nordlige provinser. Tyrkiet erklærede krig mod Rusland og fik hjælp af Storbritannien og Frankrig samt Sardinien, der invaderede halvøen Krim og efter en belejringskrig blev den russiske fæstning Sevastopol indtaget 1855.
Afsluttedes med freden i Paris 1856, hvor Rusland måtte rømme de besatte områder.
(ane nr. 36 og 44)

Dansk-tyske Krig 1864
Danmark ønskede en forfatning, hvor Slesvig blev indlemmet (Ejderpolitikken), hvilket var i strid med Londonaftalerne af 1852. Det tyske Forbund truede med krig, hvis det blev gennemført, hvilket afvistes af Danmark.
Februar 1864 angreb preussiske og østrigske styrker: slaget ved Dybbøl og erobringen af Als.
Afsluttedes med freden i Wien, hvor Danmark afstod Slesvig, Holsten og Lauenburg til Preussen og Østrig i fællesskab.
(ane nr. 16 og 30)

Preussisk-østrigske Krig 1866
Preussen og Østrig blev 1865 uenige om deling af de 3 hertugdømmer taget fra Danmark i krigen 1864, hvilket udløste en krig året efter.
Slaget ved Königgratz var afgørende for krigens udfald til Preussens fordel.
Afsluttedes med freden i Prag, hvor Preussen alene overtog de 3 ”danske” hertugdømmer.
(ane nr. 20 og 30)

Fransk-tyske Krig 1870-1871
Den spanske trone blev tilbudt en tysk prins af Hohenzollernslægten, men med Frankrigs udtrykkelige melding om krig, hvis dette blev tilfældet. Tilbuddet om tronen afvistes derefter af den preussiske konge Wilhelm III., men i en efterfølgende noteudveksling skabte rigskansleren Bismarck en bevidst atmosfære af krigsstemning, og 1870 erklærede Frankrig krig mod Preussen.
I en række slag nedkæmpede Preussen (og resten af Tyskland) det franske forsvar og indtog den ene by efter den anden. Krigen sluttede med Paris’ overgivelse i januar 1871, og den preussiske konges udråbelse i Versailles-slottet til tysk kejser.
Afsluttedes med freden i Versailles, hvor Frankrig afstod Elsass og Lothringen til Tysland.
(ane nr. 20, 26 og 30)



Slægter og stater nævnt i dronning Margrethes forslægt
De i forslægten omtalte personer er, som tidligere nævnt, en blanding af personer fra en fyrsteslægt og dermed fra et fyrstendømme, og adelige personer, der kunne være officerer eller godsejere, f. eks. i de førnævnte fyrstendømmer. I nedennævnte fortegnelse er kun medtaget de slægter og fyrstendømmer, det har været muligt at finde noget om. Især de franske adelige forfædre har det ikke været muligt at finde fyldestgørende materiale om.

Abbadie: Fransk slægt, der gennem arv i kvindelinien var lægabbedisser for klostret Sireix i departementet Haute-Pyrénées i Sydfrankrig.

Ahlefeldt: Adelsslægt, der kendes fra beg. af 13. årh. i Holsten, hvor de var store godsejere. Slægten bredte sig senere til Sønderjylland og Danmark, hvor de 1672 ophøjedes i grevestand. I 1665 blev en gren af slægten ophøjet i tysk rigsgrevestand.

Anhalt: Fyrstendømme i det sydlige Harzen, regeret siden 11. årh. og til 1918 af slægten askanier. Var fra 1603 delt i fire delfyrstendømmer: Anhalt-Bernburg (til 1863), Anhalt-Dessau, Anhalt-Köthen (til 1847) og Anhalt-Zerbst (til 1793), der alle 1863 igen blev samlet til et område. Residensbyen fra 1863 var Dessau.

Baden: Et markgrevskab i den sydvestlige del af Tyskland, fra 1803 kurfyrstendømme og fra 1806 storhertugdømme. Indtil 1918 regeret af fyrstehuset Zähringen, der kendes fra omkring år 800.

Barby und Mühlingen: Grevskab, fra 1497 rigsgrevskab, ved Elben-floden ved Magdeburg. Grevskabet forlenedes i slutningen af 12. årh. til slægten Arnstein, hvor en gren tog navn efter grevskabet. Senere erhvervedes grevskabet Mühlingen. Slægten uddøde i 1659, og grevskabet deltes mellem Sachsen-Weissenfels, Anhalt-Zerbst og Brandenburg.

Bayern: Et af stammehertugdømmerne i Tyskland. Den oprindelige hertugslægt afsattes 788, og hertugdømmet kom under Frankerriget (Karl den Store) og senere, som del af Tyskland, tildelt forskellige slægter. Fra 1180 (og til 1918) under slægten Wittelsbach. 1806 kongerige. Residensbyen var München.

Bayreuth: Se Brandenburg-Bayreuth.

Beauharnais: Fransk adelsslægt fra Orléans-området, hvor den kan spores tilbage til midten af 1300-tallet. Medlemmer trådte i kejser Napoleons tjeneste og blev kejserlige fyrster i Frankrig. Gennem ægteskab med den bayerske hertugslægt hertuger af Leuchtenberg. I 1839 blev slægten naturaliseret i Rusland og tildelt titlen Fyrst Romanovski.

Bentheim (und Steinfurt): Grevskab og borg nordvest for Münster, opstået omkring 1130 ved forlening til slægten Salm-Rheineck og ved arv gennem kvindelinier 1421 til slægten Götterswick, der tog navn efter borgen. Samme år arvedes herskabet Steinfurt. Senere arvedes grevskaberne Tecklenburg og Hohenlimburg samt herskaberne Rheda og Alten. Fra 1606 delt i 5 linier. 1815 kom Rheda, Hohenlimburg og Steinfurt til Preussen, mens Bentheim tilfaldt Hannover.

Bernadotte: Borgerslægt fra byen Pau i departementet Béarn i Sydfrankrig. Slægten besad stillinger som handlende.

Borcke: Pommersk uradelsslægt, der fra 16. årh. optrådte som godsejere i Preussen.

Bothmer: Uradelsslægt fra Niedersachsen og som før 1180 var i tjeneste hos Hertugen af Sachsen. Ejede godser i grevskabet Hoya nordvest for Hannover. I 1696 ophøjdedes slægten i rigsfriherrestanden og 1713 i rigsgrevestanden.

Brandenburg: Markgrevskab, fra 1356 kurfyrstendømme, i det nordøstlige Tyskland, fra 1413 regeret af slægten Hohenzollern. Fra 1618/1619 i personalunion med hertugdømmet Preussen. 1692-1788 var området Schwedt udskilt som et selvstændigt markgrevskab for en yngre sidelinie. Fra 1486 var residensbyen Berlin.

Brandenburg-Bayreuth: Markgrevskab i Bayern opstået 1398 ved deling af borggreven af Nürnbergs territorium, fik navn efter byen Bayreuth. Lejlighedsvis selvstændigt og senest 1603-1769, ellers regeret sammen med Brandenburg-Ansbach, under slægten Hohenzollern. Undertiden kaldtes det også Brandenburg-Kulmbach, når residensen var i denne by.

Brandenburg-Kulmbach: Se Brandenburg-Bayreuth.

Brandenburg-Schwedt: Se Brandenburg.

Braunschweig und Lüneburg: Oprindelig del af stammehertugdømmet Sachsen. Ved dettes opløsning i 1180 beholdt Welferslægten sine egne godser omkring Braunschweig og Lüneburg. Godserne og områderne ophøjdedes 1235 til hertugdømmet Braunschweig (und Lüneburg), der, foruden hovedlinierne Braunschweig og Lüneburg, var delt i flere linier under Welferslægten: Bevern 1633-1735 og Wolfenbüttel 1495-1918 med residensbyer efter navnet. 1671-1692 bestod også fyrstendømmet Braunschweig-Celle.

Bredow: Adelsslægt fra Brandenburg, der tog navn efter byen Bredow, hvor den ejede godser.

Castell: Adelsslægt fra Castell i Franken, nordvest for Würzburg, nævnt fra 1057. Fra 1205 grever. Besiddelserne var fra 1597 delt i to grevelige hovedlinier Castell-Remlingen og Castell-Rü-denhausen, der begge i 1806 tilfaldt Bayern.

Clary: Fransk borgerlig slægt fra Marseille, hvor medlemmer tilhørte borgerskabet som handlende og sagførere.

Cratz von Scharffenstein: Rigsadelsslægt fra Franken-området mellem Nürnberg og Würzburg. Senere fik slægten borgen Scharffenstein ved Trier, men uddøde 1721.

Croy: Vallonisk-flamsk adelsslægt opkaldt efter byen Croy ved Amiens i Frankrig. Slægten erhvervede, især ved arv, en række godser og herskaber i Frankrig og Nederlandene. 1533 ophøjet i rigsfyrstestand og 1598 til franske hertuger af Croy. Deres besiddelser i Tyskland tilfaldt 1806 slægten Arenberg.

Danmark: Kongerige, opstået som et rige omkring år 950. Det nuværende regerende kongehus er Glücksborgerne, en (mandlig) sidegren af det tidligere kongehus Oldenborgerne. Residensby er fra 1416 København.

Daun: Se Falkenstein.

Derfflinger: Borgerlig østrigsk slægt fra Neuhofen an der Krems ved Linz. Ophøjededes 1674 i rigsfriherrestanden. Slægten uddøde 1724.

Desmier: Fransk adelsslægt, som i flere generationer ejede godset Olbreuse ved Poitiers.

Dietrichstein: Østrigsk greveslægt, der nævnes fra 1136. Slægten, der var delt i mange linier, boede i Steiermark. Niederösterreich og i Mähren. Ophøjet til friherrer 1514, til rigsgrever 1612 og 1624 til rigsfyrster. Slægten uddøde i mandslinien 1880.

Dohna: I 10. årh. byggedes borgen Donin ved Dresden. Borgen tildeltes omkring 1127 som rigsborggrevskab slægten Rotowe, der tog navn efter borgen (Dohna). De mistede dog borggrevskabet 1402 og var siden, delt i flere linier, godsejere især i Østpreussen.

Dönhoff: Adelsslægt fra Westphalen omkring Dortmund, der i det 14. årh. bosatte sig i Livland og erhvervede mange godser der. 1632 ophøjet i rigsgrevestand.

Erbach: Grevskab mellem Würzburg og Mannheim, hvor slægten nævnes fra 1148 og i 1532 blev rigsgrever. Grevskabet var flere gange delt i delfyrstendømmer, senest fra 1748 i Erbach-Erbach, Erbach-Fürstenau og Erbach-Schönberg. I 1806 tilfaldt hele grevskabet Hessen-Darmstadt.

d’Esmier: Se Desmier.

Eulenburg: Ministerialslægt i tjeneste hos slægten Wettin, der var markgrever af Meissen og senere hertuger af Sachsen. Slægten erhvervede 1364 herskabet Eulenburg, der var i böhmisk besiddelse og fra 1402 under Meissen. Bredte sig i flere linier til Böhmen og Østpreussen. 1709 blev den preussiske friherrer og 1786 grever.

Falkenstein: Et herskab i Lothringen, der oprindeligt tilhørte herren til Bolanden, der 1398 blev ophøjet i grevestanden og 1418 arvet til slægten Virneburg. Grevskabet købtes 1456 af adelsslægten Daun, der uddøde 1667, hvorefter Falkenstein blev givet til hertugerne af Lothringen og ved ægteskab 1731 til Østrig. 1816 tilfaldt det Bayern.

Finck von Finckenstein: Adelsslægt fra Kärnten i Østrig, hvor slottet Finckenstein ligger. Flyttede allerede i begyndelsen af 1400-tallet til Preussen, hvor slægten erhvervede mange godser. 1710 ophøjet i rigsgrevestanden.

Flanss: Uradelig slægt fra grevskabet Orlamünde, som kendes fra ca. 1150. Bosatte sig i 1300-tallet i Brandenburg og erhvervede store godser der.

Föse: Borgerlig håndværker- og borgmesterslægt fra Loburg i Anhalt, der fra 1645 var apotekere og borgmestre i Dessau.

Fürstenberg-Heiligenberg: Greveslægt fra egnen omkring Freiburg i Schwarzwald. Slægten erhvervede i tidens løb mange herskaber i det østlige Schwaben og var delt i flere linier. 1534 arvede slægten grevskabet, fra 1664 fyrstendømmet, Heiligenberg ved Konstanz, der 1806 tilfaldt Baden.

Geuder genannt Rabensteiner: Uradelsslægt fra det sydlige Tyskland. Tilhørte fra midten af 14. årh. patricierslægterne i Nürnberg og var her medlemmer af bystyret. Ophøjet i rigsfriherrestand 1470. Ved et ægteskab i slutningen af 1600-tallet erhvervedes Rabensteiner-slægtens besiddelser. En gren kom senere i preussisk-brandenburgsk tjeneste og bosatte sig der.

Geyer von Geyersberg: Rigsadelsslægt fra Sachsen, hvor en gren gik i württembergsk og badisk tjeneste.

Great Britain (Storbritannien): Kongerige på De britiske Øer, bestående af England, Skotland og Wales. Det nuværende regerende kongehus er Sachsen-Coburg und Gotha af slægten Wettin fra Sachsen (fra 1917 kaldet Windsor). Residensby er London.

Hachenburg: Grevskab vest for Köln, hvor greverne af Sayn byggede borgen Hachenburg og opbyggede et herskabs-område. Grevskabet arvedes 1632 af borggreverne af Kirchberg. 1799 tilfaldt det Nassau-Weilburg.

Hanau: Grevskab omkring Main-floden øst for Frankfurt am Main. Tilhørte oprindeligt slægten Dorfelden, der fra 1191 kaldte sig efter borgen Hanau. Fra 13. århundrede kaldte slægten sig grever og ophøjedes 1429 i rigsgrevestanden. Fra 1458 delt i to delfyrstendømmer: Hanau-Lichtenberg og Hanau-Münzenberg. Ved slægtens uddøen 1736 tilfaldt de to områder henholdsvis Hessen-Kassel og Hessen-Darmstadt.

Hannover: Kurfyrstendømme, opstået 1705 ved samling af de forskellige delfyrstendømmer Braunschweig-Lüneburg (Celle), Braunschweig-Göttingen, Braunschweig-Grubenhagen samt enkelte andre under én hersker. Ophøjedes til kurfyrstendømme og tog navn efter residensstaden. Var i personalunion med Storbritannien 1714-1837.

Haxthausen: Uradelsslægt fra bispedømmet Paderborn, hvor medlemmer var arvelige hofmestre for biskoppen. Slægten bestod af to linier: Appenburg og Thienhausen. Begge linier er repræsenteret i Danmark, hvor førstnævnte blev optaget i dansk adel 1776 og sidstnævnte i dansk grevestand 1736.

Hedwiger: Se Sponeck.

Heiligenberg: Se Fürstenberg-Heiligenberg.

Hessen: Landgrevskab i det midterste Tyskland. Oprindelig del af landgrevskabet Thüringen, men ved arv 1247 til fyrstehuset Brabant, der regerede til 1918. Fra 1567 delt i to hovedlinier: Hessen-Darmstadt indtil 1918 og Hessen-Kassel, der 1866 indlemmes i Preussen. Som en sidegren til Hessen-Kassel bestod Hessen-Eschwege 1632-1655 og Hessen-Philippsthal 1686-1713, og som en sidegren til Hessen-Darmstadt bestod Hessen-Homburg 1622-1866.

Hohenlohe: Adelsslægt fra Weikersheim syd for Würzburg, og som omkring 1178 tog navn efter borgen Hohenlohe i samme område. Slægten var i tjeneste hos kejserslægten Stauferne og opnåede omkring 1232 greverang og fra 1530 rigsgrever. I 1744 og 1764 ophøjedes slægten i rigsfyrstestand. Fyrstendømmet var i tidens løb delt i mange linier, herunder Hohenlohe-Waldenburg. I 1806 tilfaldt det meste Württemberg.

Holstein: Se Schleswig-Holstein.

Huyssen: Nederlandsk slægt, der 1610 ophøjedes i fransk adelsstand og 1646 i tysk rigsfriherrelig stand.

Kardorff: Mecklenburgsk uradelsslægt, der ejede flere godser der. Flere af dens medlemmer var i dansk militærtjeneste.

Katte: Adelsslægt fra området Kattenwinkel mellem floderne Elben og Havel i Brandenburg.

Kirchberg (Burggraf): Adelsslægt, der har taget navn efter et gammelt kongegods Kirchberg ved Weimar. Slægten blev borggrever af Kirchberg og erhvervede andre godser i området. Allerede i 1304 mistede slægten sin rigsfrihed og havde sine besiddelser som len af Sachsen. I 1632 arvede slægten grevskabet Hachenburg.

Kreytzen (Creytzen): Uradelsslægt fra Meissen, hvor den tog navn efter landsbyen af samme navn, i nærheden af Altenburg. Omkring 1500 kom slægten til Preussen, hvor den erhvervede godser.

Kulmbach: Se Brandenburg-Bayreuth.

Kurland: Område i Baltikum (Letland), som oprindeligt tilhørte Den tyske Orden. I 1561 tog den sidste landmester (slægten Kettler) fra ordenen området som hertugdømme og len af Polen. I 1795 til Rusland, hvor det var en provins. Residensby var Mitau.

Lehndorff: Preussisk uradelsslægt, oprindeligt fra Pommern, hvor slægten Maul tog navn efter godset Legendorf (Lehndorff). Slægten ophøjedes 1687 til rigsgrever og var godsejere i Østpreussen og i brandenburgsk-preussisk tjeneste.

Leiningen-Heidesheim (Leiningen-Dachsburg-Falkenburg-Heidesheim): Herskabsområde mellem Worms og Mannheim. Slægten Leiningen kom oprindelig fra Elsass, men erhvervede flere herskabsområder længere inde i Tyskland, herunder Heidesheim. 1803 tilfaldt området Bayern.

Lethmate: Slægt fra Westphalen, der 1697 ophøjedes i rigsfriherrestand. Slægten, der tog navn efter byen Letmathe ved Dortmund og uddøde allerede 1714, var officerer i brandenburgsk tjeneste.

Leuchtenberg: Fra 12. årh. et landgrevskab i det sydlige Tyskland. Ved landgreveslægtens uddøen 1646 til Bayern. Genopstod 1817 som hertugdømme ved slægten Beauharnais ægteskab med en bayersk prinsesse.

Limpurg: Adelsslægt fra Franken, opkaldt efter borgen Limpurg ved Schwäbisch Hall. Slægten erhvervede forskellige herskaber i Franken og fik som forlening fra Böhmen rigsarveskænke-embedet (Schenken von Limpurg). Slægten, der var delt i flere linier, uddøde 1713 og arvedes af Bayern og Württemberg.

Lobkowitz: Böhmisk adelsslægt, der tog navn efter borgen Lobkowitz ved Prag. Ophøjedes 1459 i friherrestand og 1624 i tysk rigsfyrstestand. Ved arv erhvervedes 1641 rigsgrevskabet Sternstein i Bayern, men mistedes 1807 til Bayern.

Löwenstein: Grevskab nordøst for Stuttgart, i grænseområdet mellem Bayern og Württemberg. Det tilhørte fra 12. årh. forskellige slægter, men blev 1441 købt af kurfyrsten af Pfalz og 1488 givet, som grevskab, til en uægteskabelig søn af kurfyrsten. 1711 ophøjedes det til rigsfyrstendømme. 1806 kom det meste af fyrstendømmet til Bayern. 1604 arvede slægten grevskabet Virneburg i Eifel-området og tog også navn efter dette.

Manderscheid-Blankenheim: Oprindeligt en slægt Herren von Kerpen, som omkring 1220 arvede borgen Manderscheid i Eifel sydvest for Köln. 1469 arvedes bl.a. grevskabet Blankenheim, der 1488-1780 tilhørte en egen gren af slægten. Tilfaldt ved arv den böhmiske greveslægt Sternberg, der 1815 afstod Blankenheim til Preussen.

Mardefeldt: En tysk slægt Maasberg, der 1628 trådte i svensk militærtjeneste og 1646 ophøjedes i svensk friherrelig stand med navnet von Mardefeldt. Slægten erhvervede omfattende godser i Pommern og blev 1712 anerkendt som preussiske friherrer.

Marwitz: Uradelsslægt fra Neumark i Brandenburg, nævnt fra 1259. Fra 15. årh. var nævnes slægten som godsejere samme sted.

Mecklenburg: Hertugdømme i det nordlige Tyskland, opstået omkring 1150 af abodritternes gamle område. Igennem tiderne blev det delt flere gange i en række delhertugdømmer, senest 1701 i Mecklenburg-Schwerin og Mecklenburg-Strelitz, begge 1815-1918 storhertugdømmer.

Nassau: Fyrstendømme, senere hertugdømme, i området nord for Mainz. I 1255 delt i to hovedlinier, den walramske (uddød 1912 som storhertuger af Luxemburg) og den ottonske (uddød 1890 som konger af Nederlandene), der hver især blev delt i en række mindre fyrstendømmer. Under den walramske linie bestod Nassau-Idstein 1629-1721, Nassau-Ottweiler 1659-1728 og Nassau-Saarbrücken 1629-1723 og 1735-1797, Nassau-Usingen 1659-1806 og Nassau-Weilburg 1629-1806 og under den ottonske linie Nassau-Dillenburg 1607-1739 og Nassau-Dietz(-Oranien) 1607-1815 (der fra 1747 har den Haag i Nederlandene som residensby). 1806 afstodedes de fleste lande til Preussen, mens resten blev til et fyrstendømme, der 1815 ophøjedes til hertugdømme og 1866 blev indlemmet i Preussen.

Nederlandene (Holland): Oprindeligt en del af hertugdømmet Lothringen, der 959 blev delt i Øvre og Nedre Lothringen. Sidstnævnte har givet navn til Nederlandene, idet området efterhånden deltes i en række fyrstendømmer i Det tysk-romerske Rige. I 1581 udskiltes Nederlandene fra Det tysk-romerske Rige og blev en selvstændig republik, hvilket dog først anerkendtes 1648. Under Napoleon igen kongerige under hans familie (1806-1814) og fra 1815 selvstændigt kongerige under fyrstehuset Nassau-Oranien.

Nettelhorst: Schwabisk adelsslægt, der 1713 blev friherrer. Ejede fra 1700 slottet Bittenfeld og 1737-1770 herskabet Adelmannsfelden.

Obersulzbürg: Herskabsområde sydøst for Nürnberg, der siden 1217 tilhørte forskellige slægter. Fra 1350 tilhørte det slægten Wolfstein, der 1523 blev rigsfriherrer og 1673 rigsgrever. Ved slægtens uddøen i 1740 tilfaldt det Bayern.

Oelsen: Uradelsslægt fra Ermland (i det nordlige nuværende Polen), der før 1570 bosatte sig i Livland (Letland) og Østpreussen. Slægten var allerede i 13. årh. godsejere i Østpreussen og blev 1862 ophøjet i friherrestanden (i Den baltiske Adelsmatrikel).

Oldenburg: Grevskab mellem Ostfriesland og Bremen, hvor den regerende slægt tog navn efter borgen Oldenburg. Fra 1281 delt i to linier Oldenburg og Delmenhorst, der igen forenedes 1447. Greveslægten blev 1448 konger af Danmark og bredte sig herfra til mange troner i Europa. Den oprindelige greveslægt uddøde 1667, og grevskabet arvedes af Danmark, der dog 1773 afstod det til en yngre gottorpsk linie. Ophøjet til hertugdømme 1777 og storhertugdømme 1829-1918.

Orange: Fyrstendømme, fra 1163, i det sydlige Frankrig nord for Avignon. Fyrstendømmet var indtil 1544 regeret af franske adelsslægter, men arvedes af slægten Nassau-Dillenburg, der igen arvedes af Nassau-Dietz, der også kaldte sig Nassau-Oranien. Fyrstendømmet indlemmedes 1702 i Frankrig.

Ostfriesland: Området mellem Oldenburg og den hollandske grænse var indtil midten af 1400-tallet delt i en række mindre høvdinge-områder regeret af hver sin familie. Fra ca. 1420 var området domineret af slægten Cirksena, der 1464 blev rigsgrever af Ostfriesland og 1654 rigsfyrster. Slægten uddøde 1744, og fyrstendømmet tilfaldt Preussen.

Oxenstierna: Gammel svensk adelig slægt, kendt fra slutningen af 1200-tallet, fra Småland og Östergötland. Senere ophøjet i friherre- og 1651 i grevestand.

Pfalzgraf am Rhein: Pfalzgrevskab opstået i 10. årh. omkring Rhinfloden ved Mannheim og Speyer, regeret af forskellige slægter. 1155 ophøjet til rigsfyrster. I 1214 tilfaldt pfalzgrevskabet slægten Wittelsbach, der også regerede i Bayern. I 1257 ophøjedes slægten til kurfyrster af Pfalz. En del af territorierne regeredes af sidelinier, herunder Sulzbach og Zweibrücken-Birkenfeld.

Podewils: Uradelsslægt fra Pommern, hvor den nævntes fra 1347. Slægten har navn efter godset Podewils i Kreis Belgard.

Preussen: Oprindelig del af kongeriget Polen og beboet af folkeslaget pruzzerne. Omkring 1225 blev det givet som len til Den tyske Ridderorden (Deutsche Orden), der også erobrede andre områder. Navnet ændres efterhånden til Preussen. 1466 tog Polen området tilbage, omdannede det 1525 til et hertugdømme, som 1618/1619 arvedes af kurfyrsten af Brandenburg og var herefter i personalunion med Brandenburg (fyrstehuset Hohenzollern). 1657/1660 udskiltes hertugdømmet af Polen og blev et selvstændigt land, der 1701 blev kongerige.

Promnitz: Uradelsslægt fra Schlesien, hvor den ejede mange godser. Ophøjedes i friherrelig stand 1559 og 1652 i rigsgrevelig stand. Slægten var delt i to hovedlinier, Dittersbach og Pless, og uddøde 1785 i mandslinien.

du Puy(-Montbrun): Fransk adelsslægt fra egnen nordøst for Avignon. Besad store godsområder i denne egn, herunder herskaberne Montbrun(-le-Bains), Ferrassières og Rochefort. Flere af slægtens medlemmer var berømte franske officerer.

Radziwill: Lithauisk adelsslægt, der besad høje embeder i Lithauen og Polen. 1515 og 1547 blev forskellige linier af slægten ophøjet i tysk rigsfyrstestand.

Rappoltstein: Herskab i Elsass, der kendes fra det 11. årh. og tilhørte slægten Herren von Rappoltstein. 1648 overgik lenshøjheden til Frankrig, og efter slægtens uddøen 1673 tilfaldt det pfalzgreverne af Pfalz-Birkenfeld. 1801 afstået til Frankrig.

Reuss: Fyrsteslægt fra Thüringen. Havde sit navn efter Heinrich Reuss (død 1292/94), der var gift med et barnebarn af Daniel Konge af Galizien (fra det russiske (på tysk: reussen) fyrstehus). Grevestand 1673. Slægten erhvervede en række områder i Thüringen, som den regerede til 1918. I tidens løb delt i flere linier med hvert sit (lille) fyrstendømme, bl.a. Ebersdorf 1678-1848, Greiz (og Obergreiz) 1564-1918, Köstritz 1692-1918 og Schleiz 1666-1918.

Rhein: Se Pfalzgraf am Rhein.

Rusland: Tidligere kejserrige, opstået af et vikingerige i Novgorod. Fra den tid opdelt i mange delfyrstendømmer, der efterhånden samledes under storfyrsten af Moskva. Op til vore dage erobredes større og større landområder, især mod øst og i Kaukasus. Indtil 1918 regeret af fyrstehuset Holstein-Romanov, der havde sin oprindelse i hertugdømmet Holstein-Gottorp og dermed en sidegren af det danske kongehus.

Sachsen: Et af stammehertugdømmerne i Tyskland, hvor hertugslægten fra ca. 850 benævnes Liudolfinger. Herefter var Sachsen regeret af forskellige slægter indtil stammehertugdømmets opløsning i 1180, hvorefter det nye, stærkt formindskede territorium, blev regeret af slægten Askanien, der blev kurfyrster i 1356. Kurfyrstelinien uddøde 1422 og den siden da regerende slægt var Wettin. Sachsen deltes 1485 i to hovedlinier: den ernestinske linie, der indtil 1918 regerede en række småstater af Sachsen, og den albertinske linie, der fik kurfyrstendømmet, senere kongeriget Sachsen. Under den ernestinske linie bestod bl.a. fyrstendømmerne Sachsen-Coburg-Saalfeld 1735-1826, Sachsen-Eisenach 1672-1741, Sachsen-Gotha-Altenburg, Sachsen-Hildburghausen og Sachsen-Meiningen 1680-1826, Sachsen-Weimar-Eisenach 1741-1918. I 1826 reorganiseredes alle de ernestinske fyrstendømmer, hvor bl.a. Sachsen-Altenburg og Sachsen-Coburg und Gotha oprettedes. Under den albertinske linie bestod delfyrstendømmerne Sachsen-Weissenfels 1657-1746 og Sachsen-Zeitz 1663-1718.

Saint-Jean: Borgerslægt fra byen Boëil-Bezing i Sydfrankrig, hvor medlemmer af slægten var embedsmænd.

Salm: Se Wild- und Rheingrafen.

Sayn: Grevskab ved Bendorf øst for Köln, arvedes 1247 af slægten Sponheim, der tog navn efter grevskabet. 1357 arvedes grevskabet Wittgenstein og under navnet Sayn-Wittgenstein delt i flere linier fra 1605: Sayn-Wittgenstein-Berleburg (og Homburg), Sayn-Wittgenstein-Sayn (og Vallendar) og Sayn-Wittgenstein-Hohenstein. 1806 tilfaldt de Hessen-Darmstadt og Nassau-Usingen.

Schlesien: Oprindelig del af kongeriget Polen, men ved dette lands opløsning 1138 opstod hertugdømmet Schlesien under en gren af det polske kongehus Piasterne. Hertugdømmet, der fra 1280 var len af Böhmen, blev efterhånden delt i utallige delfyrstendømmer. Piasterne uddøde 1675, og hertugdømmet tilfaldt Østrig og Böhmen og blev 1742 østrigsk kronland med Troppau som hovedstad.

Schleswig-Holstein: Oprindeligt to fyrstendømmer i grænselandet mellem Danmark og Tyskland. Schleswig (Slesvig) tilhørte indtil 1375 medlemmer af den danske kongeslægt, hvorefter det tilfaldt greverne af Holstein. Holstein var oprindeligt et grevskab i Det tysk-romerske Rige og tilhørte en tysk greveslægt Schauenburger. Holstein var dog det meste af tiden delt i en række smågrevskaber under slægten. Alle linier, undtagen Pinneberg-linien, var uddøde 1459, hvorefter både Schleswig og Holstein (hertugdømme 1474) tilfaldt den danske konge. En række yngre sønner af kongeslægten fik tildelt dele af hertugdømmerne, hvorved de forskellige linier (Sonderburg-Augustenburg, Sonderburg-Plön, Sonderburg-Beck, Sonderburg-Glücksburg og Gottorp) opstod. 1866 indlemmedes landene i Preussen.

Schlieben: Uradelsslægt fra Meissen-området i Tyskland, nævntes fra midten af 12. årh. Slægten ejede en række godser i området og var i kurfyrsten af Brandenburgs tjeneste, hvorved den også bosatte sig i Østpreussen. En gren blev 1718 preussiske grever.

Schmertzing: Gammel sachsisk adelsslægt, hvor en gren omkring år 1700 bosatte sig i Østrig og Ungarn. I 1706 ophøjedes den i rigsfriherrestand.

Schott von Schottenstein: Rigsfriherreslægt, der tog navn efter borgen Schottenstein mellem Bamberg og Würzburg.

Schönburg: Tysk rigsministerialslægt, som omkring 1170 erhvervede en række rigsherskaber og derved blev en rigsadelsslægt. I 1700 ophøjedes slægten til rigsgrever og i 1790 til rigsfyrster. I 1806 tilfaldt slægtens områder kongeriget Sachsen.

Schwarzburg: Grevskab, fra 1697/1710 fyrstendømme, i Thüringen. Fra 1571 delt i to delfyrstendømmer, Schwarzburg-Rudolstadt og Schwarzburg-Sonderhausen.

Schwerin(-Landsberg): Adelsslægt fra grevskabet Schwerin i Mecklenburg, hvor den nævntes fra 1178. Bredte sig til Pommern, hvor slægten ejede flere godser, og hvor den 1357 blev arvelige køkkenmestre. En gren blev ophøjet i rigsfriherrestand 1648 og rigsgrevestand 1700.

Sinzendorf: Böhmisk-østrigsk adelsslægt, der 1665 (indtil 1705) købte rigsgrevskabet Thannhausen øst for Ulm i Bayern, og dermed blev tyske rigsgrever. I 1654 købte den borggrevskabet Rheineck mellem Bonn og Koblenz, men mistede det 1803.

Solms: Grevskab imellem Koblenz og Wetzlar, nævnt fra 1226 og regeret af en slægt, som tog navn efter grevskabet. Delt i flere linier, hvoraf Solms-Braunfels har bestået siden 1420. En sidelinie til Braunfels er Solms-Greifenstein und Wölfersheim, der bestod 1693-1742. Solms-Laubach bestod fra 1548 og herfra sidelinierne Solms-Rödelheim und Assenheim 1600-1806 og Solms-Utphe 1703-1762. I 1806 deltes grevskabet mellem Nassau og Hessen-Darmstadt.

Somis: Borgerslægt, oprindeligt fra Savojen i Italien, men bosat i Marseille i Sydfrankrig, hvor medlemmer var ansat ved bystyret.

Sponeck: Gammel schlesisk adelsslægt, der oprindelig hed Hedwiger, og som 1701 blev ophøjet i rigsgrevestanden under navnet Sponeck efter en borg ved Freiburg i Sydtyskland. 1703 indvandrede et medlem af slægten til Danmark, og 1889 anerkendtes hans efterkommere som dansk adel.

Stolberg: Grevskab, senere fyrstendømme, i det sydøstlige Harzen, regeret af en slægt, der er en yngre gren af greverne af Honstein. 1742 ophøjet til rigsfyrster. Delt i en række delfyrstendømmer, herunder Stolberg-Gedern 1677-1804, Stolberg-Rossla 1706-1803, Stolberg-Stolberg 1548-1803 og Stolberg-Wernigerode 1645-1803. Fra 1803 blev alle dele underlagt kongeriget Sachsen.

Sverige: Kongerige, opstået i forhistorisk tid ved en samling af Svea- og Götafolket under et kongehus. Det nuværende regerende kongehus er Bernadotterne, oprindelig en borgerlig slægt fra det sydligere Frankrig.

Tascher de la Pagerie: Fransk adelsslægt fra Blois-områder i Loiredalen. Medlemmer var godsejere og officerer i militæret.

Thurn und Taxis: Italiensk slægt fra Lombardiet, der 1500 blev østrigske postmestre og 1518, gennem slægten Habsburg, fik postmonopol på Spanien og 1595 blev rigsgeneralpostmestre i hele Det tysk-romerske Rige. 1608 ophøjedes slægten i rigsfriherrelig, 1624 i rigsgrevelig stand og 1695 i rigsfyrstelig stand. Slægten var oprindeligt især bosiddende i de spanske Nederlande (Belgien), men flyttede omkring 1748 til Regensburg i Bayern. 1867 afgav den det tyske postvæsen mod en erstatning.

Waldeck: Grevskab tilhørende slægten Grafen von Schwalenberg, der efter 1180 tog navn efter borgen Waldeck øst for Kassel. 1349 blev grevskabet rigslen og fra 1682 og 1711 rigsfyrstendømme. Området var bl.a. delt i Waldeck-Eisenberg 1507-1692 og Waldeck-Wildungen 1507-1918.

Wallenrodt: Adelsslægt fra Franken, der omkring 1390 kom med Den tyske Orden til Preussen, hvor den siden var bosiddende.

Wartensleben (und Flodroff): Sachsisk uradelsslægt, der oprindelig hed Peina, men som tog navn efter borgen Bartensleben (Wartensleben) ved Wolfsburg, som den omkring 1150 fik i len af hertugen af Sachsen. Slægten ejede en række godser i Sachsen og blev i 1706 ophøjet i rigsgrevestanden. Navnet Flodroff opnåedes 1706 ved arv fra denne slægt.

Wied: Grevskab nord for Koblenz, opstået af rigsgods før 1129. De oprindelige grever af Wied uddøde 1244, og grevskabet arvedes af slægten Isenburg-Braunsberg, der uddøde 1462. Grevskabet arvedes af slægten Runkel, der derefter kaldte sig Wied. Undertiden delt i flere linier og 1785/1791 ophøjet i rigsfyrstestand. Tilfaldt 1806 Nassau.

Wild- und Rheingraf: Adelsslægt fra Franken, der besad herskabsområder omkring Rhinen ved Mainz, deraf navnet. Omkring 1350 arvede den besiddelser fra slægten Wildgraf (der betyder Waldgraf, ”Skovgreve”) og omkring 1459 arvede den Obergrafschaft Salm i Elsass. I 1623 ophøjedes slægten i rigsfyrstestand. Dens besiddelser omkring Rhinfloden tilfaldt 1815 Preussen.

Wolfstein: Rigsministerialslægt, der oprindelig hed Sulzbürg, men 1291 tog navn efter borgen Wolfstein, sydøst for Nürnberg. I 1523 ophøjet i friherrestanden og 1673 i rigsgrevestanden. Ved slægtens uddøen 1740 tilfaldt dens besiddelser Bayern.

Württemberg: Grevskab i den sydvestlige del af Tyskland, fra 1485 hertugdømme og fra 1803 kongerige. Den regerende slægt indtil 1918 har navn efter grevskabet.

Zeutsch: Adelsslægt, oprindeligt fra Dresden-området i Sachsen. Erhvervede omkring 1585 godser i fyrstendømmet Anhalt.

Zinzendorf: Østrigsk adelsslægt, der nævntes fra det 12. årh., og fra 14. årh. ejede mange godser i Nieder-Österreich. Ophøjedes 1484 i østrigsk friherrestand og 1662 i rigsgrevestand. Ved ægteskab 1492 erhvervedes rigsherskabet Pottendorf, også i Niederösterreich.

Öttingen: Greveslægt fra det vestlige Bayern, der nævntes fra midten af 12. årh., og som var en ministerialslægt for kejserslægten Stauferne. De opbyggede et grevskab, fra henholdsvis 1734 og 1774 fyrstendømme, i det østlige Schwaben, dog gennem tiderne blev delt i mange linier. I 1806 tilfaldt det Bayern