Mette Kathrine BILLESKOV og Kristian LAURITSENs hjemmeside


SØNDERGÅRD
(Aulum sogn, Hammerum herred, Ringkøbing amt)
Matr. Nr. 2f, Asbækhede (Den sydvestlige Del), Aulum sogn



Gården Søndergård opstod ved udstykning af matrikel nr. 2f fra gården Asbækhedegård i 1882.

Jorden lå som en firkant rundt om gården og vedblev med dette indtil 1965, hvor der foregik en udstykning, og hvor jorden blev delt mellem flere forskellige.

En del af de udstykkede jorder kom senere med andet jord til Stentoft.

21. marts 1882 – 1. maj 1904, Niels Gunderup Jensen
Han købte det udstykkede jord fra Asbækhedegård ved skøde dateret den 21. marts 1882 og tinglyst den 15. april 1882. Købet omfattede følgende matrikelnummer (under Asbækhede ejerlav):
2f med hartkorn 0 tdr. 1 skp. 0 fkr. 2¼ alb.
Købesummen var aftalt til 1.500 kr. (se figur 92).

Soendergaard 1882-1895



Figur 92: Søndergård
21. marts 1882 – 15. januar 1895

Niels Gunderup Jensen blev født 16. januar 1823 i Egebæk, Nøvling sogn, hjemmedøbt 17. januar og senere fremstillet i kirken, som søn af gårdmand i Egebæk Jens Christian Nielsen og hustru Kirsten Apelone Christensdatter. Niels Gunderup Jensen var tvilling og broderen Hans Egbæk Jensen, der også var hjemmedøbt, døde dog inden fremstillingen i kirken.
Han blev gift 1. december 1876 i Aulum Kirke med Sidsel Jensen, der blev født den 10. februar 1843 i Skindbjerg i Skjærk, Aulum sogn, døbt den 17. april, som datter af gårdmand i Skindbjerg Jens Jensen og hustru Mariane Andersdatter.

Allerede inden han købte Søndergård, boede han i Asbækhede og har muligvis allerede på dette tidspunkt lejet et hus.

Ca. 13 år senere købte han mere jord til Søndergård, idet han købte ved skøde dateret den 15. januar 1895 og tinglyst den 26. januar 1895, fra Christian Langbo Jensen til Asbækhedegård. Købet omfattede følgende matrikelnummer (under Asbækhede ejerlav):
2g med hartkorn 0 tdr. 1 skp. 0 fkr. 1½ alb.
Købesummen var aftalt til 2.750 kr. (se figur 93).

Soendergaard 1895-1965



Figur 93: Søndergård
15. januar 1895 – 12. august 1965

Niels Gunderup Jensen, der havde Søndergård i 22 år, solgte den i 1904 og familein flyttede til Vildbjerg, hvor de købte et hus på Røddingvej 14. Niels Gunderup Jensen døde allerede året efter den 17. marts 1905 i Røddingvej 14, Vildbjerg sogn, og blev begravet 25. marts. Hans enke, der overlevede ham i mange år, døde 19. august 1931 på samme adresse og blev begravet 24. august.


1. maj 1904 – 12. maj 1907, Børge Børgesen
Han købte Søndergård ved skøde dateret den 23. februar 1904 og tinglyst den 25. juni 1904. Købet omfattede følgende matrikelnumre (under Asbækhede ejerlav):
2f med hartkorn 0 tdr. 1 skp. 0 fkr. 2¼ alb.
2g med hartkorn 0 tdr. 1 skp. 0 fkr. 1½ alb.
Købesummen var aftalt til 9.500 kr. og med overtagelse den 1. maj 1904.

Han er født 17. juli 1879 i Vogterhuset i Sønderkjær, Hee sogn, hjemmedøbt den 17. juli og fremstillet i kirken 26. september, som søn af ugift pige Maren Lauridsen og udlagt barnefader Anders Børgesen i Sønderkjær i Hee sogn (han blev senere husmand i Sønder Nissum).
Han blev gift 23. oktober 1902 i Aulum Kirke med Severine Jensen, der blev født 11. april 1881 i Lundsbjerg, Aulum sogn, døbt 18. april, som datter af husmand i Lundsbjerg Anders Jensen og hustru Ane Margrethe Jensen.
Efter kun 3 års ejerskab døde han 12. maj 1907 i Søndergård, Aulum sogn, og blev begravet 17. maj, kun 27 år gl.


12. maj 1907 – 20. februar 1909, Dødsboet efter Børge Børgesen
Det tog næsten 2 år, før dødsboet var færdigbehandlet. Slutskiftet efter Børge Børgesen blev afholdt den 20. februar 1909, hvorefter boet blev udleveret til enken som uskiftet bo.


20. februar 1909 – 4. november 1913, Severine Jensen
Hun overtog som enke gården efter sin afdøde mand, i henhold til skifteslutningen den 20. februar 1909, hvor hun fik boet udleveret som uskiftet bo. Imidlertid blev skifteudskriften først udstedt nogle år efter, idet hun lod en skifteudskrift af 25. oktober 1913, tinglyse den 8. november 1913. Overtagelsen omfattede følgende matrikelnumre (under Asbækhede ejerlav):
2f med hartkorn 0 tdr. 1 skp. 0 fkr. 2¼ alb.
2g med hartkorn 0 tdr. 1 skp. 0 fkr. 1½ alb.

Den unge enke på 27 år giftede sig imidlertid igen den 8. april 1908 i Aulum kirke med Niels Marinus Kjeldsen.

De lod en kopi af vielsesattesten tinglyse som adkomst for ham.


4. november 1913 – 24. februar 1945, Niels Marinus Kjeldsen
Severine Jensens ny ægtefælle lod udfærdige en kopi af vielsesattesten, der var dateret den 4. november 1913. Den blev tinglyst den 8. november 1913.
Overdragelsen omfattede igen de samme matrikelnumre (under Asbækhede ejerlav):
2f med hartkorn 0 tdr. 1 skp. 0 fkr. 2¼ alb.
2g med hartkorn 0 tdr. 1 skp. 0 fkr. 1½ alb.

Niels Marinus Kjeldsen blev født 23. oktober 1875 på Grønkjær Mark, Aulum sogn, hjemmedøbt 24. oktober og fremstillet i kirken den 26. december, som søn af husmand på Grønkjær Mark Anders Kristian Kjeldsen og hustru Petrine Pedersen.

Han fornyede i 1940 alle bygningerne på ejendommen.

De drev derefter Søndergård i næsten 32 år, indtil den blev solgt. Efter salget flyttede de til Vildbjerg, hvor de boede i Nørregade 10.

Niels Marinus Kjeldsen døde den 5. december 1957 i Nørregade 10, Vildbjerg sogn, og blev begravet på Vildbjerg Kirkegård den 10. december.

Enken, Severine Jensen, flyttede efter mandens død på De Gamles Hjem i Vildbjerg, hvor hun døde 14. april 1960 og blev begravet på Vildbjerg Kirkegård den 20. april.


24. februar 1945 – 15. september 1963, Kristian Mikkelsen Kjær
Han købte Søndergård ved skøde dateret den 20. februar 1945 og tinglyst den 14. marts 1945. Købet omfattede følgende matrikelnumre (under Asbækhede ejerlav):
2f med hartkorn 0 tdr. 1 skp. 0 fkr. 2¼ alb.
2g med hartkorn 0 tdr. 1 skp. 0 fkr. 1½ alb.
Købesummen var aftalt til 50.000 kr., hvoraf 27.200 kr. var for løsøre. Overtagelsesdagen var fastsat til 24. februar 1945.

Kristian Mikkelsen Kjær blev født som Kristian Kjær Mikkelsen den 2. april 1899 i Fastrup, Gjellerup sogn, døbt den 16. april, som søn af husmand i Fastrup Otto Mikkelsen og hustru Anesine Kristiansen. Hans navneændring var i henhold til bevilling af 27. september 1905.
Han blev gift 10. november 1928 i Vildbjerg Kirke med Oline Elisabeth Lillelund Aakmann Pedersen, der blev født 24. juli 1899 i Glyngøre, Nautrup sogn i Salling, døbt 20. august, som datter af banearbejdsformand i Glyngøre Thomas Pedersen og hustru Mette Marie Aakmann.

Oline Elisabeth Lillelund Aakmann Pedersen, der var syerske i Herning, havde været gift 1º den 4. november 1919 i Glyngøre Kirke med portør i Herning Kristian Marius Jensen. Han blev født 18. april 1895 i Øster Agger, Agger sogn, døbt 19. maj, som søn af ugifte Ane Marie Kristensen og udlagt barnefader ungkarl Jacob Jensen af Snejbjerg sogn. Kristian Marius Jensen døde 5. marts 1924, men det er ikke lykkedes at finde hvor.

Inden han købte Søndergård i Aulum sogn, havde parret ejet gården Petersminde i Merrild, Vildbjerg sogn.

Efter salget af gården flyttede Kristian Mikkelsen Kjær og hustruen til Skolegade 20 i Aulum. Det er ikke lykkedes at finde dødsfaldene.


15. september 1963 – (9. december 1965), Kristian Kyndesen
Han købte Søndergård ved betinget skøde dateret den 16. september 1963 og tinglyst den 26. september 1963. Det endelige skøde var dateret den 15. februar 1964 og tinglyst den 21. februar 1964. Købet omfattede følgende matrikelnumre (under Asbækhede ejerlav):
2f med hartkorn 0 tdr. 1 skp. 0 fkr. 2¼ alb.
2g med hartkorn 0 tdr. 1 skp. 0 fkr. 1½ alb.
Overtagelsesdagen var aftalt til 15. september 1963.
Kristian Kyndesen blev født 18. september 1901 i Askov, Nørre Omme sogn, døbt den 27. oktober, som søn af gårdmand i Askov Niels Kyndesen og hustru Ane Marie Kathrine Jensen.
Han blev gift 10. februar 1925 i Ørre Kirke med Lovise Kristine Pedersen, der blev født den 14. januar 1907 på Albæk Mark, Snejbjerg sogn, døbt den 17. februar, som datter af husmand på Albæk Mark, senere i Ørre sogn, Otto Johan Pedersen og hustru Marie Kirstine Jensen. Lovise Kristine Pedersen er søster til Rosa Alvilda Pedersen, gift med Thorvald Nielsen på Romvig Mark (se under Romvig Mark, matr. nr. 2k m. fl.).

Inden købet af Søndergård betegnes Kristian Kyndesen som arbejdsmand og boede bl.a. i Rind sogn og Ørre sogn. Ved købet af Søndergård boede parret i Sinding sogn, hvortil de også flyttede efter salget.

Allerede to år efter overtagelsen begyndte han en udstykning af gården og solgte jordene fra. Tilbage blev bygningerne med lidt jord omkring.

Ændringerne skete i henhold Landbrugsministeriets skrivelse af 12. august 1965. Først blev der foretaget en sammenlægning af de to matrikelnumre som gården bestod af (under Asbækhede ejerlav):
2f med hartkorn 0 tdr. 1 skp. 0 fkr. 2¼ alb.
2g med hartkorn 0 tdr. 1 skp. 0 fkr. 1½ alb.
i alt 2f som fortsættende med hartkorn 0 tdr. 2 skp. 1 fkr. 0¾ alb.
(Se figur 94).

Soendergaard 1965-1965



Figur 94: Søndergård
12. august 1965 (før deling)

Derefter blev arealet, i henhold til samme skrivelse, delt i 3 matrikelnumre (under Asbækhede ejerlav):
2f med hartkorn 0 tdr. 2 skp. 1 fkr. 0¾ alb.
Udstykket med:
2l med hartkorn 0 tdr. 1 skp. 1 fkr. 1½ alb.
2m med hartkorn 0 tdr. 0 skp. 3 fkr. 1½ alb.
Rest til 2f med hartkorn 0 tdr. 0 skp. 0 fkr. 0¾ alb.
(se figur 95).

Soendergaard 1965-1965II



Figur 95: Søndergård
12. august 1965 - 16. juli og 1. september 1965


Han solgte ved betinget skøde dateret den 16. juli 1965 og ved endeligt skøde dateret den 1. september 1965, tinglyst den 31. januar 1966, til Kristen Solgaard Mørup, der i forvejen ejede Vestergård (matrikel nr. 3a, se under denne ejendom) i ejerlavet Øster Troelstrup. Salget omfattede følgende matrikelnummer (under Asbækhede ejerlav):
2m med hartkorn 0 tdr. 0 skp. 3 fkr. 1½ alb.
Overtagelsesdagen var fastsat til 16. juli 1965.
Dette matrikelnummer indgik senere i det jord, der i dag ejes af Stentoft.

Ligeledes solgte han ved skøde tinglyst 1. september 1965 til Hans Lysgaard Jørgensen, der var ejer af Asbækhedegård (matrikel nr. 2a Asbækhede). Salget omfattede følgende matrikelnummer (under Asbækhede ejerlav):
2l med hartkorn 0 tdr. 1 skp. 1 fkr. 1½ alb.
Gårdens bygninger med lidt jord omkring blev ved ændringen til kvadratmeter sat til 3.890 m2.

Kristian Kyndesen døde samme år, den 9. december 1965 i Sinding by og sogn og blev begravet den 11. december 1965 på Ørre Kirkegård.
Hans enke solgte året efter matrikel nr. 2f Asbækhede (Søndergård) til datteren Grethe Kyndesen, gift Vernang.

Lovise Kristine Pedersen døde 5. juni 1975 i Sinding by og sogn, og ligger begravet på Ørre Kirkegård.

Efter salget af matrikel nr. 2m Asbækhede stopper beskrivelsen af Søndergård, idet kun matrikel nr. 2m indgår i Stentofts nuværende jorder.

Bygningerne til Søndergård har siden 1990 været ejet af René Pajbjerg Nielsen fra Herning.